AdmiralCCZahrtmann

1 5 2

T O G T E T P A A T H E T I S

i et Brev til hans Fødselsdag, skrevet 2 1. Dec.: „Min Gaard pryder

nu ret Magensgade og falder alle i Øinene som en ret pen Gaard.

Hils alle dine Kjære, store og smaae, og bed om en smertefri Juul

for os alle her. Din i L iv og Død hulde uforanderlige Moder Mine

Zahrtmann.“ Endnu i Sept. havde Moderen færdedes til Fods i V i

borg Omegn, og Juleaften fejredes mildt og godt i Hjemmet, som en

af Søstrene lod Broderen vide: „Moder var Juleaften meget vel og

oprømt, i en saadan Stemning udbringer hun saa gjerne Kongens

S-kaal, og Du troer ei, hvor vi bleve rørte og glade, da, idet Moder

med fuld Begeistring proponeerte den, den firsaarige Tante Hauch

ganske ene hævede sin Stemme og sang: Kongen opnaa sneehvid

Alder] etc.“

Moderen bar paa en Sygdom, som voldte hende stærke Smerter,

og i Februar 1846 fik Sønnen Budskab om, at hendes Død var at

vente. Han turde ikke paa det uvisse forlade sin Adjutanttj eneste

paa Amalienborg, og herfra skrev han 20. Febr. Afskedsbrevet: „Min

ædle elskede Moder. Har den Almægtige i sin Visdom besluttet, at

vi nu skulle adskilles, uden at jeg endnu eengang tør trykke min

Tak for Alt paa Deres Læber og lade min Taare falde paa Deres

Kind, saa lad disse faa Ord træde isteden herfor. Lad Deres sidste

Tanke, min herlige Moder, dvæle ved Bevidstheden om min ubegrænd-

sede Taknemmelighed; luk Deres Øine med den rolige Overbeviis-

ning, at ikke blot en godhedsfuld Gud vil vaage miskundeligen over

os Alle, men at vi ogsaa Alle i tro og ærlig Enighed og Sammenhold

skulle vise os som Deres værdige Børn, som Frugter af Deres ædle

reene Stamme. Gud velsigne Dem, min elskede tilbedede Moder, og

skienke Dem en reen Salighed ved den gode, elskede Faders Side, og

lad Deres fælleds Aand altid vaage over os Alle, saa bede vi Alle,

ingen inderligere end Deres Førstefødte, Deres dybt nedbøiede, men

som Deres Søn christelig fattede

Christian.“

Om Moderens Død fik han Bud fra sin Søster: „Vor fortreffe-

lige Moder indslumrede i Nat [24. Febr.] ved sin fulde Bevidsthed,

men vist ikke smertefri; dog var hendes Tilstand i de sidste Døgn

roligere. I de sidste fire Timer kunde vi ikke forstaae, hvad hun

sagde, men indtil Kl. 8 havde hun været beskæftiget, og da fremsagde

hun en P,salme. — Forrige Søndag [21. Febr.] gav hun os Alle sin

Velsignelse og talte saa opløftende med os om sin Bortgang, som om

hun allerede var en forklaret Aand. Hun sagde, at hun nu følte, at

hun havde Kraft dertil, men var uvis, om Gud vilde unde hende den,

naar Skilsmissens Øieblik kom. Aldrig har jeg troet det muligt at

see en saadan Sjælsstyrke. To Timer efter var hun allerede meget

svag, og fra den Tid forekom det os, med Undtagelse af nogle en

kelte Lysglimt, at hun svækkedes mere og mere. __ I dette Øieblik

kom Dit herlige fortreffelige Brev, den elskede Moder naaede det

ikke, men det trænger dybt ind i vore Hjerter og husvaler os. Dit

sidste Brev til den Forklarede var for hende en uvurdeerlig Skat, thi

hun følte, at den Søn, der takkede hende deri for sin Opdragelse, var