AdmiralCCZahrtmann

158

A R C H I V F O R S Ø VÆ S E N E T

udstedes Certificater om Søuhres Gang. Den Foranstaltning, der

anføres som bestaaende i England og fortienende Efterligning hos

os, har saaledes aldrig bestaaet i England, men derimod forlængst

her. —- Hele Forslaget om Observatoriets Bygning og senere Un

derholdning forekommer mig blottet for alt Hensyn til Oeconomie.

E t saa kostbart Anlæg, som det her foreslaaede, er omtrent hvad

man i mange Aar har ønsket Midler til at anlægge i Kiøbenhavn,

der som bekiendt mangler et til Tiden og Videnskaben passende Ob

servatorium. — Naar jeg derfor ei, som Admiralitets Coilegiet kan

indsee, at Commissionens Arbeide er vel udført med Indsigt og Klar

hed, saa er det fordi jeg troer, at hvor Talen er om Tid og Nøiagtig-

hed, der kan Klarhed ikkun opnaaes ved Tal og ei ved Ord, ihvor

smukke disse end maatte være, qg jeg har troet ved Tal at have gien-

drevet Ordene.“

Herefter tilstillede Christian den Ottende Admiralitetet sin Re

solution 23. Marts 1844, i hvilken han ikke fandt tilstrækkelig An

ledning til Oprettelse af det foreslaaede Observatorium, hvis Nytte

ikke vilde staa i Forhold til de betydelige Bekostninger, især da

Skibsførere allerede havde Vejledning, dels ved at sammenligne de

res Søuhre med Vagtskibets udmærkede Kronometre, dels ved at

iagttage samme Skibs Tidsignal; Admiralitetet havde derfor at

drage Omsorg for, at Vagtskibet paa Station ved Helsingør daglig

ved en nedfaldende Kugle signaliserede Greenwichs Middelmiddag

og hertil forsynedes med gode Kronometre, som skulde reguleres ved

hyppige Observationer, samt at underrette dets Chef om at give en

hver Skibsfører Adgang til at sammenligne sit Uhrs Gang med disse.

Øresunds Observatorium forblev saaledes efter Zahrtmanns Øn

ske paa Vagtskibet ved Helsingør, og ved Kongens Resolution 12.

Nav. 1845

han det udtrykkeligt underlagt Søkortarkivet. Som

dets Chef saa han sig i Sommeren 1847 nødsaget til at forelægge

Admiralitetet en Brevvexling med Skibsehefen Kapitajnlt. Kren-

chel og at anmode det om at paalægge denne at tilholde sine Under

givne, at de fulgte Zahrtmanns Bestemmelser for Observatoriet og

Tidsignalet, og ingenlunde at tillade dem, end mindre befale dem

heri at give ham saadanne Svar, som Lieut. Schonheyder [Kontre

admiralens Søn].

Navigationshallen i Helsingør kom saaledes aldrig udenfor Pa

piret, og ingen savnede den senere. Dahlerup, hvem Zahrtmanns

Kamp mod det forældede Admiralitet tidligere havde begejstret,

stod her paa dettes Side. Denne Hal var ham en Yndlingstanke, og

Zahrtmanns Held med at undlive den satte en nagende Brod i hans

Sind. Senere Tiders Forhold bragte Naget til at voxe sig stort,

saa at han en Snes Aar herefter skrev om denne Sag: „Saa stor

Tillid havde den svage umandige Konge til Zahrtmanns bramaribas-

serer.de

Væsen“ [Mit L ivs Begivenheder, 2. B., 307], et Udbrud,

som Sagens virkelige Gang ikke retfærdiggjorde, og som ganske-

karikerede Forholdet imellem Christian den Ottende og Z.