S_GamleCarlsberg

FABRIKINDUSTRIOGHAANDVÆRKUNDERFREDERIKV

I det Foregaaende er Ordningens stive Karakter under

C h r i s t i a n

berørt, og dens Virkninger i Henseende til Forholdet mellem Laugene

indbyrdes og mellem Arbejdsgivere og Arbejdere omtalt.

Hvad Laugsordningens tekniske Virkninger angaa, saa er det meget

langt fra, at noget Fremskridt paa dette Omraade lader sig paavise.

De foran anførte Udtalelser af

C h r i s t i a n

VI ere Vidnesbyrd derom, lige

ledes Haandværkernes egne stadig gjentagne Klager over Indførsel ude

fra, der under Hensyn til det merkantilistiske Toldsystem kun lade

sig forklare ved vor egen Produktions daarlige Beskaffenhed. Den stadige

Strøm af udenlandske, særlig tyske Svende, der gaaer hertil og bringer

vore Laug saa at sige under tysk Laugshøjhed, peger i samme Retning1,

idet den viser, at vi ikke ere i Stand til at uddanne det fornødne Antal

Haandværkere her. Talende Tal i saa Henseende angives af General-

prokurøren

S t a m p e

i 1760. »Det gjør mig ondt at erfare,« skriver han,

»at der f. Ex. i Tømmermandslauget er 450 Svende og kun 21 Drenge,

og i Murerlauget 394 Svende og kun 47 Drenge.« Lignende Forhold

udviste mange andre Laug.

At Økonomien fulgte Tekniken, og den sociale Anseelse atter hin,

er en Selvfølge. Selv

Kjøbenhavns

Haandværkere vare næsten alle fattige,

1 E t E x em p el m ellem m ang e a n d re p aa det T y ra n n i, de tyske L aug netop i F orfalds

p erio d e n ud ø v ed e o v e rfo r v o rt H aan d væ rk , kan an fø res fra 1754. En gift B lytækkersvend,

d e r h a v d e o p fy ld t alle B etin g elser fo r a t blive L augsm ester, m aatte nøjes med Stillingen

som F rim e ste r m ed R et til a t h o ld e et P a r P e rso n e r til H jæ lp, fordi gifte B lytækker

svende ikke k u n d e faa A rb ejd e i

T yskla n d ,

og Kongen ikke ved at optræ de herim od

»vilde give A n ledn in g til, a t de h e rvæ re n d e B lytæ kkersvende forlod Staden og rejste ud

a f L andet«. D en sam m e V edtægt, d e r efter sin N a tu r og i sine V irkninger er et af f o r

fald stid en s v æ rste O v e rg re b , g ja ld t ogsaa fo r Possem entm agersvende. Giftede en saadan

Svend sig , k ald tes h a n fo r »W eiberkerl« og k u n d e ikke faa A rbejde i »det rom erske

Rige«.

Man h a r E x em p le r p aa, a t M estre ere rejste fra

Jylland

til

K jøbenhavn

for »eftei An

søgning« a t u n d e rk a s te sig den, en T id fo rbud te, saak ald tc »Behøvling«, det vil sige, en

raa, k o rp o rlig M ish an d lin g , da de ellers betegnedes som F u sk ere ai de tyske Laug og

d e rfo r ikke k u n d e faa nogen ty sk Svend til at arb ejd e for sig. F o rb u d et mod Behøv-

lingen hæ v ed es ogsaa a f d en n e G rund.