117 / 287
114
uden at han derfo r nogen Sinde bliver en
enkelt sto r og b an eb ryd end e Ides B ann er
fører. Som den ikke alt for overlegne Aand,
h an er, fo rm a ar han ikke at skelne mellem
sto rt og sm aat, h an er receptiv og rep ro d u k
tiv, men h a r ingen selvskabende Evne, h an
ejer i for høj G rad disjecta m em bra poétæ.
N aar h an alligevel komm er til at spille en
Rolle og tilm ed en F ø re rs Rolle, b e ro r del
dels p aa h an s em inente A rbejdsevne og Flid,
dels paa »Mangel paa bed res Havelse«; th i
med al Respekt for det Arbejde, d er u d re t
tedes h e r hjemm e i D anm ark i den saak ald te
Oplysningstid, m aa m an dog hævde, at det
ikke er en «Geniernes« T id , dens bæ rende
K ræ fter arb e jd er m ere til Siderne end frem
a d , og skønt m an ikke kan nægte, at den
brede Basis, d er sik rer Husets Soliditet, h a r
sin store Bet
3
^dning, saa ved vi dog alle, at
det e r T aarnene, d er rag er mod Sky, og det
attende A arhundred es Slutning ejede ikke
Taarnbyggere. Man h o ld t sig paa det jævne
og solide, og netop d erfo r sta a r Rahbek
som en udmæ rket R epræ sen tant for sin Tid
som den aandelige M iddelstandsm and, han
er; h an h o ld e r sig p aa sin borgerlige og dy
dige G rundvold; men Dyden er dog ikke
stø rre , end at den godt p riv atissim e kan
lem pes efter personlige K rav; Id ealister er
de Folk ikke i deres F o rd rin g er til sig selv.
Man kan d erfo r dømme, men ikke fordømm e
R ahbeks H andlinger. De maa forstaas i Over
ensstemm else m ed de Krav, Omgivelserne
stillede til deres jo u rn alistisk e Talsm and.