121 / 287
118
siger: »ham, d er skønt h an ikke lettelig lod
sig offentlig høi'e, ved sine grundige, retvise,
frimodige V ennesam taler havde m aaske stø r
re og gavnligere Indflydelse p aa A lmueme
ningen end dens m est frem staaende O rd
førere, ham , mod hvis elek trisk e Pande m an
gen Hæ dersm and med Nytte gned sin for
at svangre den med tydelige Begreber, Tæ n
keren Jen s Wadum«. Meget p ro duk tiv var
W adum som sagt ikke. Han døde 1804 som
Ju stitsraa d og komm itteret i R entekamm e
ret og det meste af, hv ad h an skrev, ud
kom efter h an s Død. Dog havde h an 1772
udgivet et Sørgespil, »Fritænkeren«, og 1777
skrevet en Ode til Indfødsretten. Han over
satte m atem atiske Skrifter, og efter h an s
Død offentliggjordes et F ragm en t af et Læ
redigt: F o rsyn ets Veje og en A fhandling om
V idenskabernes F o rh o ld til Regeringsform ,
Sæder og Folkeforfatning.
Han m aa have væ ret en sjæ ldent h elstøb t
K arakter, og h an sagde altid sin Mening
lige ud, hvem h a n saa talte med. Han førte
et ret k raftfu ld t Sprog og v ar sikker i sin
Dom, og m angt et bon mot om Dagens Strid,
d er naaede langt ud over K lubbens Om-
raa d e, tilskrev m an W adum ; det gik saa
v idt, at m an p aa samm e Maade som man
altid , n a a r m an h ø rte en vittig H istorie,
uden videre tilskrev Wessel den, gav W a
dum Skyld fo r h v er en ramm end e B emæ rk
ning om Dagens politiske Situation. Af og
til v ar d erfo r det W adum ’ske Vindue ju st
ikke det af Regeringen m est vel sete Sted i