124 / 287
121
p rale t over den Æ re, d er v ar blevet ham
til Del, og h a n s F ad er, d er v a r lid t betænke
lig for Sønnens F rem tid, da h an ikke siden
sin H jem kom st havde »taget sig noget fo r
nuftigt til«, v a r glad over dette. R ahbek fik
nu h id se t »Genierne« op og m eldte selv, at
h an agtede at ho lde Talen. Da D irektionen
mente, at det v ar noget, den og ikke R ah
bek bestem te, fik h an en G eneralforsam ling
i S tand; m en denne v ar dog fornuftig nok
til at holde med D irektionen. I sin A lder
dom tilsta ar R ahbek, at h an selv vilde have
stem t for den samm e Afgørelse nu. Men
Talen skulde ud, om den saa skulde ud af
Sidebenene, og R ahbek tryk te den derfo r i
»Minerva« og tilegnede K lubben den. Han
siger nok, at det m est v a r de and re, d er
hidsede h am , og at disse bæ re r Skylden
for h an s O p træ d en ; men det v a r dog ikke
alle, d e r havde denne Opfattelse.
Alt dette kunde m an skrive p aa Rahbeks
Ungdoms Regning, men h an føjer saa mange
Aar efter en K rænkelse til overfor sin Kon
tra p a rt, og fordi Fo rnæ rm elsen er form et
som en F o rm odn ing , skøn t det v ar let at
skaffe Vished, er den usmagelig, uretfæ rdig
og uberettiget.
W emm enhøj v a r ikke nogen sæ rlig p ro
duktiv F o rfatter, h an v ar det meste af sin
Tid knyttet til
Suhm
og arbejdede som
K o rrek tø r u n d e r h am ; men h a n v ar tillige
paa den Tid, h a n h o ld t Talen, Anmelder i
de Rerlingske læ rd e E fterretn ing er og havde
anm eldt R ahbek s tarvelige Stykke,
den unge