126 / 287
123
Favør, og at han, d er p a a s ta a ra t have glem t
gamm elt Nag og at se ganske uh ild et paa
sin Ungdoms V ildfarelser, tvæ rtim od endnu
ikke h a r fo rvundet Skuffelsen i sin A lder
dom , men b e n j'tte r sig af en ret fiffig Om
stilling af B egivenhedernes Gang til at give
en menig L itterat, d er allerede ved E rin
d ringernes F rem kom st v ar en helt forglem t
P erson, et m indre velvilligt Spark, der ab
so lu t ikke kan lignes ved en Løves.
Hvad er det saa for en T ale, Rahbek,
F rih ed sm and en , h a r villet holde? Han ind
røm m er selv, at den i sin F o rm som saa
meget andet af den T ids Veltalenhed ikke
egentlig kan kaldes nogen Tale; men vil
m an gaa fra F orm en til Indho ldet — og
dette ra tih a b e re r h an som æ ldre ved at
kalde Talen noget af det, han endnu sæ tter
P ris paa b lan d t sine A rbejder — saa bliver
vi ligefrem vam le ved den næ segrus Konge
tilbedelse over fo r C hristian den Syvende,
og vi giver af fuldt H jerte P.A .H eiberg Ret,
n aa r h an senere*) en Gang, da Rahbek h a r
ligget p aa Maven for de sto re, skriver til
ham r »Betænk selv, h v o r mange P rinser,
M inistre, mægtige, du h a r h o ld t Lovtaler
over! Jeg ved vist, at du h a r gjort det efter
O verbevisning, men — H aanden paa H jer
tet! — tr o r du, at de h a r fo rtjent det?«
I selve T iden laa d er jo ganske vist T rang
til denne Svada, riaar det drejede sig om
Konge og Fæ d rela n d ; men m an kan nu til
Dags næppe lægge andet i P. A. Heibergs
*) Se «Tilskueren«s Augusthælte 1902.