125 / 287
122
Darby,
nedsæ ttende. R ahbek fo rtæ ller nu,
at P rara meget o p irre t kom til ham og un
d erretted e h am om , at W emm enhø j, d er
ikke havde navngivet sig, v a r F o rfatter til
nævnte Anmeldelse. Rahbek undersøger i
sine E rin d rin g er aldeles ikke Retfæ rdigheden
af denne Beskyldning; men h an k o n stru e re r
T ilfæ ldet ganske uhistorisk, saa at d et ser
ud , som om W emm enhøj gennem denne
Anmeldelse sagde h am T ak for sidst, fordi
h an havde vak t Modstand mod h an s Ret
til at tale i K lubben. Han su k rer endda sit
tilslørede Angreb med den uappetitlige F o r
modning ind i skønne T alem aad er om, at
han ikke b æ re r Nag til »den hæderlige Ol
ding, der, hvis h an lever, vil se, h v o r u h il
det R ahbek i m odn ere Dage se r p aa sin
Ungdom s Ubesindighed«. D er er im id lertid
den kedelige h isto risk e Om stændighed ved
Sagen, at Rahbek meget let ved H jæ lp af
L itteratu rlek sik o n n et, som h an ellers altid
citerer, h a r kunnet forvisse sig om. at Wem-
menliøi virkelig v ar F o rfatter til den ned
sæ ttende Anmeldelse af »Den unge Darby«;
men at den umulig kan h ave væ ret en Hævn
i Anledning af W emm enhøjs og R ahbeks
S amm enstød i 1786,
da den er skrevet i al
Fald 5 A a r før.
F o ru d sa t, at H istorien om
P ram s Heftighed er rigtig, hvad vi jo ald e
les ikke h a r Lov til at tvivle om , kan vi
dog kun un d re os over, at Rahbek, d er el
lers ved sine E rin d rin g ers Affattelse h a r
h aft sine P a p ire r ganske godt i O rden, h a r
tillad t sig denne lille A nakronism e i egen