127 / 287
124
Ord om R ahbeks »Overbevisning« end et
F orsøg paa at tage noget af R rodden af det
iøvrigt ret sk arp e R rev; th i intet Menneske
tr o r nu paa, at R ahbek i 1786 mener, hvad
h an siger om C hristian den Syvende, Dan
m ark s sørgeligste K ongeperson, f. Eks. føl
gende:
»Den inderligste, erkendtligste Glæde fyl
d er h v er N ordm ands, h v er Dannemands*)
H jerte; enhv er velsigner den Dag, som skæ n
kede os Christian, m indes taknemm elig h ans
Velgerninger i frem farn e Dage, sku er glad
de komm ende i Møde; takker M onarken for
vo r Lykke og A lfader for h am og ønsker,
h an i mange Aar m aa leve for at elskes af
det F o lk , h an elsker saa højt«. — Talen
ender m ed, at de »seneste Slægter skal
kalde vor C hristian deres Velgører og regne
D anm arks gyldne T id sald er fra de Dage, da
h a n blev dets Fader«.
Det hele er næ rm est tragikom isk, og selv
om R ahbek ikke fik sagt, men kun tryk t
disse O rd den Gang, saa h a r h a n sagt og
gentaget lignende adskillige Gange senere
officielt sam tidig med, at h an i W adum s
Vindue og P. A. Heibergs Dagligstue agerede
om ikke R evolutionsm and saa dog en F ri
hed og F risind og navnlig Sandhed b eu n
d rend e Person. Han naaede derved at be
styrke sin Stilling som A llemands V en; Hei-
*) At modsætte en Nordmand og en Dannemand
kunde nemt se fornærmeligt ud, hvis Hahbek havde
vidst, at Dannemand intet harm ed Danmark og Danne
vang at gøre.