129 / 287
126
komm en til at votere med »Fyenboerne«.
H eller ikke dette e r sandsynligt; th i R ah
bek h ø rte n atu rlig t i denne Strid til de m is
fornøjede, d er gik ud. Men hvad gjorde han
nu? Han m eldte sig ud som de andre, men
med den sæ rlige Motivering, at h a n havde
ikke længere Raad til at væ re i saa mange
K lubber (han v ar i Enighedsselskabet, N or
ske Selskab og D rejers Klub), og h an lod,
da det blev b em æ rket: »Endvidere h a r R ah
bek udm eldt sig« strak s en Ven tilføje: »Det
komm er ikke herved«, og h an havde, som
han selv siger, »den sjæ ldne Lykke ved sin
N evtralitet at bevare begge de iøvrigt mod
h in an d en meget forb itred e P a rtie rs Godhed«.
Han m eldte sig ikke ind i de u d traa d tes Klub,
men v a r allerede et Aar efter atte r i D rejers
Klub og h avde bevaret sin Stilling som Alle
m ands Ven. Honi soit qui m al y pense!
Det tred je og — for ikke at træ tte — sid
ste Eksem pel til Relvsning af denne Side af
R ahbeks K arak ter — det vilde ikke falde
svæ rt at finde flere — giver ogsaa sil R idrag
til F orstaaelsen af, hvad m an talte om og
in teressered e sig fo r i D rejers Klub. Det
d reje r sig om T h ea terfo rh o ld og h a r n a tu r
ligvis derfor ogsaa haft en sæ rlig Betydning
for Rahbek, d er endnu den Gang — 1793 —
kæm pede for at vinde en Smule Indflydelse
i T heaterfo rho ld . Folk beskyldte h am for i
sine K ritikk er i »Minerva« at lade sine p e r
sonlige F ølelser overfor Skuespillerne i for
høj G rad bestemm e Dommenes Art, og n avn
lig v a r h a n en altfor u k ritisk B e und rer af