135 / 287
132
undergivne, fik ikke B lund et Øjeblik, for
R ahbek in spicerede dem u afb ru d t. F o r at
komme tilbage til h an s O ptræden i D rejers
K lub, saa v ar h a n u træ ttelig, h v er Gang
man kaldte paa ham . Han paatog sig alle
de T illidshverv, h an kund e, og v ar altid
villig, n aa r m an bad h am om en Vise eller
en Tale. E ndnu som gammel Mand m in
des h an m ed T ro fasth ed sin Ungdoms K lub
dage, og saa sent som i 1825 ho ld e r h an
Talen ved K lubbens H alv liund red aars Fest.
Det er T ro fasth ed en hos R ahb ek, d er for
soner os med saa mange a f h an s sto re og
iøjnefaldende Fejl.
R ahbek erhvervede mange V enskaber i
D rejers Klub, som h o ld t ud for Livet. Mest
af alt knyttede den h am til den Reckeske
Fam ilie. Hele T idens Aand gik jo i Retning
af Bondevenskab, og b land t de første bonde-
begejstrede v a r R ahbek, selvfølgelig u n d er
W adum ’sk Paavirkning. In tet U nder v ar det
derfor, at
Diderich Adolph v. d. Recke
og
h an fandt h inanden. Denne, d er v ar Bedste
fader til V isedigteren Adolph v. d. Recke og
i en anden Linje O ldefader til D igteren E rn st
ophørte, intel Øjeblik, som jeg ikkeansaa for mit sidste®.
Og senere i samme Brev: »Der gives Rædsler, som er
niere, end Mænd kan udstaa, og dem har jeg prøvet.
Forestil dig, f. Eks., at jeg i den frygtelige, sidste Bom-
bardementsnat, midt under den skrækkelige Ildebrand,
hvor Frue Taarn brændte, havde Vagt paa Runde-
taarn, hvor 5—600 Mennesker, mest Fruentimmer og
Børn, med deres bedste Ejendomme var henflygtede,
hvoriblandt mange af mine nøjere Venner, og saa
dette Taarn flere Timer i Bad Maalet for de Engelskes
Bombardement« o. s. v.