141 / 287
138
»Paa Rahbek ses, siden h an arvede, ingen
anden F orand ring , end at h an h a r faaet sig
en ny, blaa F rakke med blanke K n app er i,
og at B iblioteksdirektionen h a r m ulkteret
ham for 12 Rdlr. fo r uafleverede Bøger, da
de fandt det billigt, at h an afgav Viooo«
Disse L injer er overordentlig betegnende.
Man m aatte lægge Mærke til, n a a r R ahbek
fik en ny F ra k k e, for det hæ nd te næ sten
ald rig, og det v ar hø jst rim eligt, at den
U o rden , som kunde bringe selve K amma
til Fortvivlelse, h a r givet god G rund til den
idøm te Straf.
Med sto r P ietet væ rn er Rahbek ogsaa
om alle dem , h an er bleven Ven med i
D rejers Klub. Den, d er i 80’ern e stod den
unge R ahbek næ rm est d er opp e, v a r vel
næ st efter v. d. Reeke den tidligere om talte
Jens Wadam .
Ham giver h a n , da h an d ø r
i 1804, følgende M indeord:
»Den Mand, i hvem
Gerners
og
Thaavups
Kamene æ rede og elskede en lige oplyst og
lige deltagende Ven, i hvem den p rak tisk e
L andbo og den spekulative Tæ nk er fandt
en lige paalidelig D omm er og Raadgiver,
og hvis Indsigter og Aand m an dog over
h an s H jerte bestandig fristedes til at tabe
af Sigte. Det v ar en Mand, tæ nk te som en
Mand, g ranskede som en Mand, talte som
en Mand, virkede som en Mand, søgte som
en Mand det godes Løn ene i det gode selv;
h o ld t som en Mand Skridt med sin Tid, n aar
den gik frem , men stod som en Mand fast
ved det gam le, hvo r det kom p aa Afveje,