145 / 287
S trid m ed hinanden, idet Tode, opb rag t over
det form entlig ensidige i R ahbeks T ea terk ri
tikker, udgav en periodisk udkomm ende Anti-
kritik. Men overalt, hv o r Tode kom , v ar d er
Liv. Han er evig i V irksomhed. Han er Med
lem af alt, hvad d er komm er frem i denne
S elskabstid; men h a n er utaalm odig og h u r
tig til at kaste d et gam le b o rt for noget nyt.
Han er m isfornøjet med A rbejdet i Rorger-
dvdsselskabet, saa g aar h an op i D rejers K lub
og stifter Selskabet for E fterslægten, og da
m an h eller ikke d e r kan faa F u t nok i Sa
gerne, d rag er han ud og lav er Døtreskolen.
Han taler, sk riv er og synger. Hvad T alerne
angaar, er de ho ld t i en vis Staccato-Tone,
af og til plettede af tyske O rd , d e r rø b er
h an s H erkom st, men ingen vover at sige ham
det; th i saa bliver h an vred. Hans O pfattel
sen af K lubben og dens Maal er ens med
andres. Maalet er in tet and et til at begynde
med end indby rd es Fo rnøjelse og Sindsad-
sp redelse efter nyttige Sysler — selvfølgelig
i al Tarvelighed; th i »al P ru n k er et Laan.«
»Den Del af Dagen, som h ø re r Fæ d reland et
til, Morgenen (!), v ar os hellig, Aftenen delle
vi med Pligterne.« Og h an e r glad fo r dette
Selskab med oplyste og erfarn e Mænd; thi
det »udvider Indsig ten, gør Omgangen b li
dere, h v er Pligt kæ rere, h v er Id heldigere,
det sty rk er Evner, lu tre r Smagen, fo ræ d ler
Sæderne, giver b ed re K u ltu r og d an n e r Men
nesket.«
Han ro se r Skjaldene, d er opfo rd red e h in
anden til K appesang her. Han m indes den