149 / 287
146
En Kalvesteg faar h am til at synge:
»Dog førend vi med slebet Staal
vor Ganes Offer røre,
vi b ø r taknemm eligt en Skaal
til Kalves Ros frem føre.
I m u n tre B rødre stemm er i:
En Skaal for alle Kalve!
de halve af dem æde vi
og m ores med de halve!«
Ej h eller A sparges, K alkuner og H arer
slipp er for Lovprisning; men ogsaa paa an
d re Om raad er er
Tode
hjemme. Alle k ender
jo h an s Sømandssang:
Vi Sømænd gør ej mange Ord*)
ej hykle eller prale,
om, hvad d er i vo rt H jerte bo r
b ø r Daad, ej Munden tale.
F o r sledske Kys og F avnetag
vi altid ta ’r os vare;
th i und er dette falske Flag
de stø rste Skæ lm er fare.«
Sikkerlig h a r de b rav e Sømænd, h v o raf
D rejers Klub talte saa mange, b aade af dem
til Orlogs og Koffardis, in sp ire re t denne Vise.
Der v ar ogsaa i K lubben mange Læger, og
disse spillede i al F ald til T id er en ret frem
træ d end e Rolle; hvad U nder da, at
Tode
som
en af Lægestandens bedste fandt Anledning
*) Trykt første Gang i de af Selskabet for Efter
slægten udgivne Gadeviser.