151 / 287
148
Item var det og O ldtidens Skik,
Konen til Takke tog med Manden,
h an ikke efter F riller gik,
h u n lod ham have Ro i Panden.
Konen nu kæ lent som Vagtelen slaar,
Manden saa lønligt p aa Dumpejagt gaar.
Vel vore G lutter, om det gik
efter h in gam le, gode Skik.
. . . H ø rer endnu en herlig Skik:
R rudgom og R rud v ar lige sunde.
Konen h v ert Aar en Arving fik,
otte P und s Karle, røde og runde.
Hun in tet H elbred, h an ingen Marv,
hvad kan de gøre til Fæ d reland s T arv?
Vel E fterslægten, om det gik
efter h in gamle, gode Skik.
Endelig v a r det og O ldtidens Skik:
D øtrene m aatte lave Maden,
blev fra P a rn a s og Pikenik.
Søndagen saas de kun paa Gaden.
Nu h a r de Følelser, Læsning og Vid,
kan ikke sæ tte en Gaas p a a Spid.
Vel vore Piger, om det gik
efter hin gam le, gode Skik.
Det er y d erst sjæ ld en t, at m an b landt
D atidens Viser træ lfer saa meget H um ø r
som her. Det e r netop d et, d er k a ra k te ri
se re r
Tode
allerm est, h an s utræ ttelige, elsk
væ rdige Lune, der, n a a r ikke netop H idsig
heden løb er af med ham , gør h am afh o ld t
og skattet af alle dem , d er komm er i Rerø-
ring med ham .