140 / 287
137
get m ere m o n a rk isk ; h e rfra udgik da ikke
saa faa af de Løjer, d er uden Tvivl gjorde
m ere Opsigt og tildrog K lubben m ere, ikke
altid gunstig O pmæ rksom hed, end de fri-
modigste A lvorsytringer, d er gik paa dens
Regning«.
Det v a r ikke altid , at R ahbek v ar lige
lystig i K lubben , af og til om Sommeren,
n a a r h an savnede alle dem, h an ellers plejede
at finde — h an jam re r saaledes en Sommer
over, at
Rosenstand, Collet, Klingberg, Man-
gor, Mynster, Liebenberg
og
Frankenau
alle
er borte, — led h a n u n d er »sin Kedsomheds
onde Lune, d e r ikke h a r O rd for at væ re
den elskværdigste«. I et saad ant Tilfælde
v a r det, at
P. A. Heiberg,
d er forøvrigt ogsaa
søgte at trø ste h am i Anledning af, at han
v ar sat u n d er T iltale for Offentliggørelsen af
en lieibergsk Sang (han blev frikendt), skrev
til ham :
»Ingen H ypkondri, m in Ven,
0111
muligt!
E t godt Glas Vin. det e r meget bedre, og det
vil jeg tømm e i godt Lag med —. Du m aa
gøre ligesaa og ikke kede dig i K lubben
eller kede K lubben med dit onde Lune.«
Men i A lm indelighed e r h an s H um ør lige
frem t, og selv stø rre Regivenheder, d er skulde
have Retydning for h an s Liv, mæ rkedes ikke
synderligt.
Da h an havde arv et de 12,000 Rdlr. efter
T an te Lyne, blev d er ved Storm s Rord af
fattet et Rrev om Sagen til nogle til K red
sen h ø ren d e fravæ rend e Søofficerer, hvori
det h ed d e r: