139 / 287
136
bekske Viser, vi synes at tu rd e kalde m o r
somme. Ogsaa som E p ig ram fo rfatter v ar
h a n frug tb ar. Disse E p ig ramm er v ar ikke
altid fri for at væ re ondskabsfulde. Man
h avde arv et Genren fra det norske Sel
skab, og d er lagde m an som bekendt ikke
F ingrene imellem . Af E p ig ram forfattere v a r
isæ r Storm , T h aa ru p , Sneedorff og R ahbek
produktive, og n a a r disse havde en Mod
stander, k und e h an altid væ re sikker paa
E p ig ramm ern es S nert; saaledes gik det og
saa Raggesen i Holger Danske-Tiden. Skønt
disse E p ig ramm er v ar frem kom ne i en snæ
ver Kreds, sivede de dog ud. og en skønne
Dag stod de at læ se i »Aftenposten«; om
end Rahbek, som det vil ses i A fsnittet om
Raggesen, hævdede sin Uskyld, havde h an
sikk ert ikke d er h elt re n t Mel i Posen. I al
F ald havde h an slad ret, og det v ar en af
h an s Fejl, at h an ikke kund e tie stille med,
hvad h a n vidste.
Den K reds, R ahbek paa dette T idspunkt
m est søgte og omgikkes i D rejers Klub, be
stod af R rød rene
Rosenstand-Goiske,
begge
stæ rk t teate rin teressered e ,
Thaarup, Tode,
Pram, Nyrup
og
Laurids Nørregaard.
Han
b landed e sig iøvrigt med de lleste, og h an
fo rtæ ller ganske livligt om L ivet og — S lad
d eren i K lubben: »Her cirku lerede Ryens,
Kollegiernes, ja endog Hoffets Anekdoter,
og det temm etig avtentisk; h e r hersk ed e et
fuldkomm ent F risprog, saa meget friere, som
det v a r aldeles loyalt (sic!) og om end ikke
aldeles m inisterielt, dog ju s t d erfo r saa m e