128 / 287
125
berg siger h am det ogsaa æ rligt nok i det
før om talte Brev fra 1797: »Jeg tro r næppe
at eje et h alv t Dusin sande Venner, du h a r
dem d erim od i Hundredevis«.
E t P a r E k sem p ler fra Livet i K lubben vil
yderligere tjene til Belysning af denne m in
d re tiltalend e Side af R ahbeks Karakter.
Da B rudd et kom mellem E fterslæ gtselska
bets M edlemmer og D rejers Klub, og disse
m eldte sig u d , v a r R ahbek i Vinden. Han
h ø rte jo til E fterslæ gtsm edlemm erne, men
vilde gerne have Lov til ogsaa h e r at bæ re
K appen paa begge Skuldre. F o r ikke at støde
sine Venner og Kolleger i E fterslægten,
m aatte h a n melde sig ud ; men paa den
anden Side gjaldt det
0111
at gøre det paa
en saadan Maade, at B rodden af Udmeldel
sen faldt bort. Han fo rk la rer i sine E rin
d ringer, at h an v a r aldeles nev tral i Striden,
d a denne m est gjaldt Bevæ rtningen, som af
al T ing m ind st bekym rede ham , hvem det
altid havd e ligget langt mere p aa Hjerte,
med hvem h a n spiste, end hvad h am gaves
at spise. HerLil er h isto risk at bemæ rke, at
Striden, som frem stillet u n d e r Afsnittet
0111
E dvard Storm ,
ikke
d rejede sig
0111
Bevæ rt
ningen, da dette Spørgsm aal jo allerede v ar
løst ved D rejers Afsked som K lubbens Vært,
men derim od
0111
F o rh o ld e t imellem An
vendelsen af K lubm id lerne til B ibliotek og
Selskabelighed. D ernæ st føjer Rahbek til, at
h an, hvis h an skulde have taget Del i denne
Strid, v a r komm en over p aa en ganske an
den Side end den , hv o rtil h a n hørte, og