123 / 287
120
Folket som den T ankens Mand, der retledede
og raadede og navnlig skabte den bonde-
venlige Stemning i D atidens toneangivende
Kredse, K lubberne, d er som Begejstring for
Sagen b red te sig ud over hele L and et og
derved gav dens Bæ rere den sto re m oralske
Støtte, de havde nødig i Kampen mod Gods
ejerp artie t, »disse Jy d ern es P ro p rietæ rer,
der ønsked sig Bønder og Slaver at flaa«.
At B ahbek gerne strak s h a r v illet gøre
sig gæ ldende i K lubben og h a r villet træ d e
frem , ser vi bl. a. af en Sag, som h an selv
re fe re re r p aa sin Maade i sine E rind ring er,
men h v o r vi ogsaa h a r en anden Udtalelse,
d e r viser, at Meningerne endogsaa i Rah-
beks eget saak ald te »Geni«-parti h a r væ ret
delte.
Tyge Rothe,
som ikke v a r i K lubbens
D irektion, og som d erfo r ikke kunde siges
b erettiget til at tage den A rt Bestemmelser,
h avd e ønsket, at R ahbek den 29de J a n u a r
1786 skulde ho ld e Talen i Anledning af
Kongens Fødselsdag, og Talen skulde h andle
om »Meningsfrihed«. D en, som gerne vil
h o p p e , er let at lokke, eller som Rahbek
m ere sm agfuldt u d try k k er sig: »Ligesom
Mismod og Misdom gør mig m ismodig og
m isheldig, giver T iltro af Mænd, jeg æ re r og
elsker, mig Selvtillid og Kraft, og jeg befand
tes villig« —ja, egentlig v ar h an m ere end vil
lig; th i h a n gik strak s h jem og lavede T a
len. Men D irektionen havde anm odet en a n
den, »Fyenboen« Gustav W emm enhøj om at
tale. D erover blev R ahbek rasende. Ila n v ar
gaaet h jem og havde i sin Ungdommelighed