14 / 139
14
og man ser den gode Professor og bjærgsomme Fa
miliefader Thomas Fincke erhverve sig Posten og
gøre sig den behagelig. I mange Aar aflagde han intet
Regnskab for Kommunitetet, hvad der skaffede ham
en ordentlig Næse af Kongen. Misfornøjelsen ved
varede stadigt, og Konsistorium ses f. Eks. i dybeste
Alvor at have forhandlet i Anledning af den „oprørske
Strepitus med Fødderne“, som 1628 engang var hø rt
Klosteret. Portionerne gik sørgeligt ned, og Provsten
selv klagede over, at til Borde paa 12 Mand i Steden for
en Skinke „kun gaves paa Faddet 3/é Gaas“, og ved
nogle Fo rhø r 1653 i Anledning af et anonymt Klage
skrift benægtede Provsten vel, at Maden plejede at
være raadden, men indrømmede, at der var funden
Maddiker i Smørret, at Maden ofte var skidden og
at Bergfisken end ikke kunde skæres itu. Imidlertid
maa man ikke glemme, at Økonomen kun fik en ringe
Løn, 30 Rigsdaler og 1 Læst Rug og 1 Læst Byg for
al Ulejligheden med Godsforvaltningen og „Udspis-
ningen“. Stemningen mod Fincke var nu heller ikke
særlig gunstig blandt hans Standsfæller; skønt na tu r
ligvis ingen vovede direkte at bebrejde den store Mand
og Svigerfader noget. Men da Universitetet skulde have
sin Ordning fornyet i 1621 og Professorerne indgav
Forslag herom, skrev Jesper Brochmand udtrykkeligt,
at „naar denne Oeconomus, som nu er, enthen affgaar
eller resignerendis vorder, maa ingen, som med nogen
profession er forhindrett, he r effter verre Oeconomus,
meden ellers en guod fijn Mand, som ingen handell
driffuer, oc, om hand haffuis kand, dend lerd t e r og
ingen børn haffuer,“ et fint Hib til Fincke. Casper
Barthølin hævdede bestemt, at det var gafnligt,
at Oeconomus var vir litteratus; men Kongen havde
forstaaet halvkvædet Vise og bestemmer kort og godt,
at „naar oss elsk. Doctor Thommis Finche wed døden
affgaar, schal ingen professor herefter werre oeco
nomus, paa det deris Lexser der offuer iche schal