24 / 175
22
aandssvage, »saa s na r t de Mænd (eller Dannekvinder)
er fundne, der er det Kald voksne ved moderlig Kærlig
hed og mandig Kraft at vække en barnlig Sjæl til Livet
i dette Ords ædlere Betydning.«
Og endelig slutter E. sin Afhandling med at sige,
»at det for Øjeblikket ikke gælder saa meget 0111 at
fremkalde Oprettelsen af en stor og kostbar Anstalt
under en enkelt lægevidenskabelig dannet Mands Be
styrelse, som snarere at finde unge, kraftige og ædle
Mænd og Dannekvinder, der føler sig kaldede til at ofre
deres Liv til at frelse ulykkelige, hidtil miskendte Børn
fra aandelig Skindød, helbrede og opdrage dem til gavn
lige Medborgere; at altsaa Regeringens første Opgave
maa være at understøtte saadanne Mænd og Kvinder i
deres Uddannelse til dette Kald og i Grundlæggelsen af
deres Privatanstalter«.
I en Artikel i Berl. Tid. for 6/12 54 fastholder E. sin
Modstand mod Komiteen, ikke alene i Spørgsmaalet om
Epileptikerne, men ogsaa fordi Komiteen uden Konkur
rence forud har valgt Bestyreren af sin Midte.
Skønt de citerede Udtalelser ikke indeholder Dr.
Hiibertz’ Navn, end mindre en nedsættende Dom om
ham, er de dog et tilstrækkelig tydeligt i nd i r e k t e An
greb paa ham, hans Kvalifikationer og hans Foretagende,
hvorior de ogsaa mere synes egnede til at sprede end til
at samle Interessen for Aandssvagesagen. Naar et lille
Land som Danmark tager en Sag som denne op til Be
handling, skulde man synes at dens Venner maatte være
glade ved Udsigten til Oprettelsen af blot een Anstalt.
E. vil derimod have, at der skal begyndes med f l e r e
konkurrerende Anstalter, og naar han taler om disse og
om de ædle Mænd og Dannekvinder, som skal grund-
7
O
lægge dem, som om nærliggende Muligheder, saa staar
dette i mærkelig Modstrid med hans Fremhævelse af,
hvor svært det er at finde netop de rette Mænd til en
saadan Gerning. Denne Modsigelse løses delvis, hvis