22 / 175
20
Med Nutidens Erfaringer for Øje synes denne Strid
om Epileptikerne saaledes at savne tilstrækkeligt Grund
lag. Vel maa man, som anført, give Eschricht Ret i, at
epileptiske Børn med usvækkede Aandsevner ikke hører
hjemme i en Aandssvageanstalt; men Spørgsmaalet om
denne Klasse epileptiske er aldrig blevet aktuelt, rimelig
vis fordi deres Antal er ringe, idet Krampeanfald i Barne
alderen almindeligvis hurtig medfører aandelig Svækkelse.
Paa GI. Bakkehus er der saavidt vides aldrig anmeldt til
Optagelse Epileptikere af denne Kategori, hvorimod de
talrige mere eller mindre aandssvage Epileptikere, der i
Tidens Løb er bievne optagne, utvivlsomt selv har haft
Gavn af Anstaltsbehandlingen uden i nogen Maade at
være til Men for Kammeraterne.
Hubertz tog imidlertid Eschrichts Kritik saa alvorlig,
at den foranledigede ham til i September og Oktober
1855 at foretage en Udenlandsrejse — til Frankrig og
Tyskland — med det Formaal at indhente saa mange
sagkyndige Udtalelser og officielle Erklæringer som
muligt om dette Spørgsmaal.
I den Beretning, han
derom indgiver til Komiteen den 23/u 55, altsaa en Uge
før sin Død, udtaler han, at han med Hensyn til Anstal
tens Plan ikke absolut ønsker at sætte Epileptikernes
Optagelse sammen med Idioterne igennem, men »at
han beredvillig vil vige for fornuftige Forestillinger,
men ikke for ugrundede Formeninger, som en og anden
kan finde i sin Fantasi.« Beretningen*) er rig paa Vid
nesbyrd især fra franske Videnskabsmænd, og disse gaar
i det hele og store ud paa, at Epilepsi ikke »smitter«,
og at Optagelsen af Idioter og Epileptikere i samme
Anstalt, dog helst i forskellige Afdelinger, saaledes som
Tilfældet er i franske og tyske Anstalter, maa anses som
forsvarlig. Hubertz slutter derfor ogsaa sin Beretning
med at sige, »at han saaledes ikke ser nogen Foranled*) I GI. Bakkehus’ Arkiv.