17 / 175
15
Allerede i Januar 1853 aflagde E. et Studiebesøg i
Saegerts Anstalt i Berlin og blev ved dette løsrevet fra
den Forestilling, han hidtil havde næret, »at alt, hvad
der berettes om Helbredelighed af medfødt Aandssløvhed,
turde bero paa en Skuffelse«. Han erkender vel endnu,
at den medfødte Aandssløvhed i enkelte Tilfælde (om
trent 2 af 100) ikke synes at tilstede nogen Bedring, i
andre kun en meget indskrænket, samt at Idioten næppe
nogensinde vil kunne uddannes til en ved sine Aands
evner højtstaaende Personlighed.
Men han tror dog
paa den medfødte Aandssløvheds Helbredelighed, for saa
vidt som »den lader sig mindske tilstrækkeligt til ikke
længere at forhindre fornuftig Virksomhed i Menneske
hedens og Borgersamfundets Tjeneste.«
Efter at have vundet denne Overbevisning holdt E.
i Januar 54 Foredrag i Me d i c i n s k S e l s k a b om
I d i o t i s me n s H e l b r e d e l i g h e d , udgav samme Aar
sin Bog »Om Mu l i g h e d e n a f at he l b r e de og op
d r a ge I di ot er «, holdt i Januar 55 i Industriforeningen
Foredrag om »De f ø r s t e I d i o t opd r a g e r e « , indledede
i Februar samme Aar i Medicinsk Selskab en Diskus
sion om »En I d i o t a n s t a l t s h e n s i g t s mæ s s i g e Or d
ni ng« og deltog desuden i Diskussionen om Aands-
svagesagen i Dagspressen.
I sit første Foredrag i Medicinsk Selskab hævder E.,
at Læger formentlig ikke var skikkede til at forestaa
Aandssvageanstalter, men at Seminarister eller Mænd
med lignende Dannelse fortrinsvis maatte kvalificere sig
dertil; dog slutter han sit Foredrag med at opfordre
Lægestanden til at stille sig i Spidsen for en Virksom
hed, der havde Idioternes Tarv til Maal, noget, som
maatte anses for paatrængende nødvendigt paa Grund
af den store Mængde af disse ulykkelige, som fandtes
her i Landet.
Ved Diskussionen i Selskabet i Februar 55 hævdede
E. Nødvendigheden af en ren Aandssvageanstalt, der