12 / 175
IO
paalidelige Kriterium paa Uhelbredelighed *) er mislyk
kede Behandlingsforsøg, naar disse har været fortsatte i
tilstrækkelig lang Tid, paa passende Maade og under heldige
ydre Betingelser. S. skitserer dernæst — nærmest efter
Seguin — , hvorledes Idioten bør behandles og opdrages,
og han lægger stærk Vægt paa, at Behandlingen paabe
gyndes lige saa tidlig, som Idiotien er erkendt, selv i de
allerførste Leveaar. — I den Oversigt og Vurdering af,
hvad der indtil 1850 er gjort i Europa og Amerika, giver
han de to Ikke-Læger S e g u i n i Paris og S a e g e r t i
Berlin Æren for saavel ved deres praktiske, ihærdige
Arbejde som ved deres Skrifter at have bidraget mest til
at kaste Lys over og vække Opmærksomhed for Aands-
svagesagen. Og han kommer til det Resultat, at
»om end de fleste af Asylerne rundt om i Europa har
bestaaet for kort til, at man med Bestemthed kan be
dømme Udbyttet af deres Virksomhed, saa er det dog
udenfor al Tvivl, at Idiotismen, meget langt fra at være
en Tilstand, der er afskaaren fra anden Hjælp end den
palliative, som Velgørenheden formaar at yde, i Virke
ligheden levner de allerfleste af dens O flere saa megen
Perfektibilitet, at det lønner Umagen at dyrke denne
jordbund, som man hidtil har anset for aldeles ufrugtbar«.
. . . »Og naar man betænker den forholdsvis korte
Tid, der er hengaaet, siden man overhovedet begyndte
at dyrke den, er man vel berettiget til at nære det Haab,
at hvad der nu kun sker stykkevis og ufuldkomment,
med Tiden vil lade sig udføre efter en Maalestok, som
vil udjævne det Misforhold, der endnu maaske kan synes
at være mellem Anstrengelsernes Størrelse og Omfanget
af det, som opnaas. Man kan ikke afvise Analogien
mellem dette Anliggende og Daarevæsenets Stilling for et
*) eller »U opdragelighed«, et Udtryk, som S. var ædruelig og
klartseende nok til at bruge, om ikke i Stedet for, saa dog afveks-
ende med »Uhelbredelighed«,