14 / 175
12
Hans Udtalelser herom fortjener at kendes:
»Vi har set, at flere af dem, som har interesseret sig
mest for Idioterne, ikke har været Læger; Seguin er det
ikke, Saegert ikke heller, og uagtet det engelske Idiot
asyl tildels er blevet til ved Medvirkning af Læger, har
disse dog næppe den væsentligste Andel i Behandlingen.
Man kunde altsaa mene, at dette Anliggende egentlig
ikke er et lægeligt, men en blot Humanitets- og Op
dragelsessag, og denne Paastand har vægtige Stemmer,
navnlig Seguins, for sig. Imidlertid kan dog Analogien
med Døvstumme- og Blindeopdragelsen, hvortil man i
saa Henseende fornemmelig har henvist, ikke ganske
gælde. Idiotismen er en langt mere gennemgribende
patologisk Tilstand end de døvstummes og blindes: hos
disse er i Reglen kun enkelte Organer satte ud af Funk
tion; hos Idioten er hele Konstitutionen afficeret, ofte
saa dybt, at han allerede ved første Øjekast røber sig
som et sygt Individ. Han maa altsaa allerede i somatisk
Henseende kunne være Genstand for en langt mere om
fattende lægelig Omsorg end hine, og vi har set, at
Saegert i fuldeste Maal anerkender dette, ligesom ogsaa
alle er enige i, at de hygiejniske Forhold, hvorunder
han stilles, har en afgjort Indflydelse paa Behandlingen.
Men heraf følger endvidere, at selve hans Opdragelse
nødvendigvis maa være baseret paa fysiologiske Grund
sætninger og stadig tage et Hensyn til hans patologiske
Tilstand, som næppe ustraffet kan tilsidesættes . . .
Men idet vi saaledes maa vindicere Lægevidenskaben
dette Gebet uden dog dermed at ville paastaa, at denne
skulde kunne udrette meget for Idioterne, naar den ikke
vil tage en paa deres Ejendommeligheder nøje beregnet
og for Lægevidenskaben som saadan fremmed Opdragel
seskunst til Hjælp, maa vi tillige erklære det for en stor
Vildfarelse, om man vilde mene, at Idiotbehandlingen
omtrent maatte falde sammen med Daarebehandlingen
og altsaa kunne gennemføres med Held i Asylerne for