13 / 175
Par Menneskaldre siden. Man havde den Gang lige saa
lidt tænkt paa Muligheden af en planmæssig Helbredelse
af de afsindige, som indtil for faa Aar siden paa Muligheden
af Idioternes Udvikling gennem en principmæssig fysisk og
moralsk Opdragelse; og dog viste P in el, at Afsindigheden
ofte er en helbredelig Sygdom, ligesom S e g u i n har godt
gjort Idioternes Opdragelighed. Det varede længe, inden
Samfundet ret levende blev sig sine Forpligtelser overfor
de afsindige bevidst; og som vi har set, er en saadan
Bevidsthed ogsaa med Hensyn til Idioterne endnu langt
fra at være trængt igennem; men ligesom det egentlig
var Opkomsten af større og velindrettede Daareanstalter,
der lod det blive indlysende, hvor meget der hidtil havde
været forsømt mod hine, saaledes er der vel heller ingen
Spørgsmaal om, at hvad man skylder disse vil gøre sig
gældende, naar de allerede oprettede Idiotasyler har faaet
fastere Fod og kan forelægge bestemtere Resultater; og
den Tid vil da upaatvivlelig komme, da Idiotasyler vil
udgøre et lige saa væsentligt Led i de offentlige Sund
heds- og Velgørenhedsforanstaltninger som Asyler for
sindssyge, Døvstumme- og Blindeinstituter.«
I Slutningen af sin Afhandling drager Dr. Selrner
med sædvanlig Klarhed et Par Grænselinier, idet han
fo r det første, med al Anerkendelse af den betydelige
Fortjeneste, som Ikke-Læger som S e g u i n og S a e g e r t
har indlagt sig af de aandssvages Sag, og med Indrøm
melse af, at selv Lægerne uden Opdragelseskunstens
Hjælp intet kan udrette for Idioterne, hævder , at
de t t e Om r a a d e d o g maa f o r b e h o l d e s Læ g e v i d e n
s kaben , og f o r det a nd e t vi s er, at I d i o t e r n e s
B e h a n d l i n g — lige saa lidt, som den bør blive en
blot Humanitets- og Opdragelsessag — h e l l e r i kke
hø r e r h j e mm e i S i n d s s y g e a n s t a l t e r n e , da disse
har en helt forskellig Opgave. Hvorefter han konklu
derer til » Sær e g n e I d i o t a s y l e r « .