10 / 175
Stykke ind i det 19. Aarhundrede anede selv Lægerne næppe
nogen væsentlig Forskel mellem Aandssvaghed og Sinds
sygdom, mellem »den medfødte og den erhvervede Fjol-
lethed«.
Efter at denne Forskel var bleven erkendt, og der
var bleven slaaet kraftig til Lyd for at tilvejebringe Hel
bredelsesanstalter for de sindssyge, var endnu den An
skuelse almindelig udbredt baade her og i Udlandet, at
Idiotien var uhelbredelig, og da de Krav, der med Rette
stilledes til Foranstaltninger for de sindssyge, endnu langt
fra var sket Fyldest, saa vil man forstaa, at der behøvedes
en energisk og udholdende Agitation for at faa vakt den
Opmærksomhed og virksomme Interesse, som maatte
til for ogsaa at fyldestgøre de aandssvages Krav. At Dr.
Hiibertz frem for nogen var i Besiddelse af denne utræt
telige Energi og Udholdenhed, og at hans Kolleger i
Komiteen til Oprettelse af en Helbredelsesanstalt trofast
holdt ud med ham, til Maalet var naaet, er det kun
simpel Retfærdighed at indrømme. Men deres Bestræ
belser vilde næppe saa hurtig have sat Frugt, dersom
ikke Jordbunden var bleven forberedt og Kendskab til
Sagen og navnlig til dens Stilling i Udlandet var bleven
udbredt gennem Pressen, gennem Pjeser og fornemme
lig gennem vore lægevidenskabelige Tidsskrifter.
Saaledes giver allerede i 1846 U g e s k r i f t f or Læge r ,
som den Gang redigeredes af L. B r i o n og C. Hempe l ,
Meddelelser om den Idiotskole, som Generalinspektøren
for Frankrigs Sindssygeasyler F e r ru s nogle Aar i For
vejen havde ladet oprette i B i c é t r e , hvor der foruden
afsindige var anbragt et stort Antal af aandssvage. Dr.
Vo i s i n , som allerede 1830 havde udgivet sit Skrift
»l’idiotie chez les enfants«, var paa den Tid Læge ved
Aandssvageafdelingen, og under ham var det, at den
ikke lægekyndige Se gu in med stor Ihærdighed og ikke
mindre Held havde begyndt Undervisningen af de aands-