57 / 175
55
tage den sidstnævnte Gruppe og i hvert Tilfælde abso
lut udelukke den første. Men saaledes skete det ikke.
Det Navn — H e l b r e d e l s e s a n s t a l t —, som man,
rimeligvis efter tysk Mønster, havde givet Anstalten, vakte
ret naturligt hos Forældre med aandssvage BørmTor-
ventning om disses Helbredelse, hvor dybt de end stod,
og da Fordelen ved at faa dem helbredte jo var desto
større, jo mere angrebne de var, sendte man maaske for-
trinsvis de lavest staaende Individer ind i Anstalten.
Denne, der foreløbig stod uden Erfaring, og som dog
maaske havde et svagt Haab om Forbedring selv hos de
lavest staaende, var meget varsom med at a f v i s e og
endnu varsommere med at o p g i v e Elever, og dertil
kom, at Anstalten i flere Aar stod paa saa svage Fødder
i pekuniær Henseende, at det i mange Tilfælde var nødt
til at foretrække et imperfektibelt Barn, der kunde betale,
for et perfektibelt, der ikke saa sig i Stand dertil.
Gennemblader man derfor de første Aarsbeietninger,
viser det sig ogsaa, at Elevbesætningen er overordentlig
blandet. Allerede i Beretningen for 1856, da Anstalten
kun talte 16 Elever, siger Duurloo, at Eleverne stod paa
saa højst forskellige Udviklingstrin, at »An s t a l t e n a f
g a v saa at s i g e et P r ø v e k o r t paa al l e N u a n c e r
a f i d i o t i s k e Fo rme r « , og han lægger ikke Skjul
paa de store Vanskeligheder, som dette Forhold bereder
Undervisningen, saa meget mere, som Eleverne først i
Slutningen af Aaret kunde deles i to Klasser. Det hed
der i samme Beretning, at flere af Børnene hverken for-
staar Tiltale eller selv er i Stand til at frembringe arti
kulerede Lyd, at enkelte knapt formaar vilkaarligt at op
løfte en Arm, at andre har en saadan Muskelslaphed i
Fingrene, at et mellem disse anbragt Griffel ikke er bedre
fastholdt, end om bløde Trævler var lagt om det; ja selv
blandt de viderekomne stiller de individuelle Mangler sig
ofte i Vejen for en ordnet skolemæssig Undervisning.
I 4de Aarsberetning udtales det, at Adskillelsen mel-