18 / 69
gemme hen i mange Dage, inden de fik nok. Og de havde ingen
Mælkekælder, men Fløden staaende i flade Fade, paa Hylder
oppe under Loftet i det fælles Spise- og Soverum. I denne lyk
salige Atmosfære syrnede Fløden i god Tid og indsugede grun
digt Hjemmets Atmosfære. Man kunde finde baade Fejestøv,
Sengedun, Haar og Halm i den.
Paa Herregaardene havde man holstenske Mejersker, og de
var renlige. De skurede og skrubbede Bøtterne og kunde uden
Termometer nøjagtig skønne, hvornaar Fløden havde den rette
Konsistens og Temperatur til Kærningen.
Naar de mindre Landmænd kom saa nogenlunde med, at de
var modne til at gaa aktivt ind i Andelsbevægelsen, da den blev
aktuel, skyldes det vel i første Række, at Fæstegaardmand Jens
Christensen fra Voldum i 1835 henvendte sig til »Det kgl. dan
ske Landhusholdnings-Selskab« og bad det oplære hans Datter,
Trine Jensdatter, i forbedret Mejerivæsen. Resultatet blev, at
Datteren fik Uddannelse paa Gjeddesdal ved Roskilde, og at
Landhusholdningsselskabet derefter paabegyndte en toaarig
Mejerskeuddannelse, som foregik paa forskellige Herregaarde
rundt om i Landet — et Kursus, der fortsattes uafbrudt med
skiftende Hold Elever lige op til 1885. Og det har vel bidraget
væsentlig til, at det fine og »storagtige« blev taget af Renlighe
den og dens praktiske Betydning indprentet i de tusinde Bonde
hjem Landet over.
Der forlyder intet om, at Herregaardsfolket dengang,
1750—1850, da Herregaardssmørret noteredes i dobbelt Pris af
Bondesmørret, var saa særlig renfærdigt i det daglige. Og da
slet ikke, at man indenfor Landadelen havde nogen Anelse om
15