KøbenhavnsMælk

Teksten rammer Læseren lige midt mellem Øjnene: Ja, det

er sandt! Hvor mange har egentlig set en Kalv drikke hos sin

Mor? Koen er gaaet op i en højere, en menneskelig Verdens

orden; den eksisterer som Mælkeproducent, som Saalelæder

og som Bøf, aldrig som sig selv, og ethvert Privatliv er den

nægtet. Ja, der kan man se! Det som trods alt aldrig rigtig er

lykkedes Politikerne overfor Mennesker, det er til Fuldkommen

hed lykkedes overfor Kreaturerne, og uden at noget Menneske

skænker det en Tanke, før en Digter aabner vore Øjne.

Mejeribrugets Historie er indholdsrig og fængslende, men den

omhandler kun Mælk, Fløde, Smør og Ost, samt Maskiner. Og

blandt »Maskinerne« rangerer Koen højest: Al Teknik er jo

intet uden den.

løvrigt er Historien her i Landet fuldkommen ens fra Old

tiden til Christian den Anden, og fra Christian den Anden til

Midten af det nittende Aarhundrede. Indtil bemeldte Konge fik

Interesse for Sagen, malkede man sine Køer og lavede sit Smør,

saa godt man kunde og efter den gamle Metode, som Abrahams

Hustru Sara ogsaa var godt kendt med. Men Christian den An

den havde faaet bedre Smør i Udlandet, derfor undersøgte han

Sagen og indkaldte Hollændere til Amager. De havde Ord for at

være saa ferme til at lave Mejeriprodukter. Og straks var det

kongelige Tidkort at sysle med Køer — Adelen kunde ikke staa

tilbage.

Hollænderne var dygtige Folk: De tog sig af

F o d r i n g e n

, og

ved Fodringen begynder rationel Mejeridrift endnu den Dag i

Dag. De vidste nøjagtigt, hvad man skal putte i en Ko for at

faa den rigtige Mælk frem, og de forstod at udskille det Foder,