KøbenhavnsMælk

Her er en kortfattet Redegørelse for de mest effektive Former

for Mælkeforfalskning.

Den nymalkede Mælk blev først blandet med Vand og derpaa

tilsat gammel Mælk.

For at gøre den federe og sødere blev den iblandet Sukker,

kogt og raa Stivelse, Hvedemel, Gummi, Dekstrin, Jævning af

Klid, Byg og Ris. Desuden Kridt og Gips.

Mælken kunde ogsaa »fedes« med reven Kalve- og Faare-

hjerne. Det havde desuden den Virkning, at Mælken hurtigt

blev raadden.

Fløde blev tilsat lidt Sæbelud. Saa var den nemmere at piske.

De Mælkebønder, som i vore Oldeforældres Tid hver aarie

Morgen agede til København med Mælk, lagde gerne Vejen om

ad Damhussøen; her var det nemt at slaa en Skvæt Vand i Span

dene. Om de fik lidt af Dyrelivet i vore ferske Vande med i Pø

sen gjorde ikke saa meget. Bonden drak jo selv af baade Søer,

Aaer og Grøfter, naar han var tørstig, og det havde han aldrig

haft Mén af . . .

For en overfladisk Betragtning virker det fuldkommen utro

ligt, at Fortidens Mennesker bjergede Livet frelst igennem fra

Uge til Uge, naar man tænker paa al den Urenlighed, som de

med god Appetit puttede i Munden. Men naturligvis har det

sin Forklaring. Enhver, fra Husmand til Lensgreve, fra Gade

fejer til Højesteretsadvokat, var fra sin spæde Alder

v æ n n e t

til

at leve paa en i vore Øjne direkte sundhedsfarlig Kost. Og klarer

man sig gennem en saadan Tilvænning, bliver man senere for

holdsvis immun overfor en Række Sygdomme. — Ikke alle kla

rede sig: der var lige op til sidste Halvdel af det nittende Aar-