KøbenhavnsMælk

som giver grim Afsmag til Mælken og dermed til Smørret og

Osten. løvrigt lod de Gaardens Kvindfolk om at passe Mejeriet.

Hollænderne har alle Dage lignet os Danske meget: De elsker

at dirigere andre i Arbejdet. Og saa er vi inde i det andet Kapi

tel, som varer ved lige til Andelsmejeriernes Dage, det samme

om og om igen: En Fodermester, som var Hollænder, i de se

nere Tider Holstener, ledede Virksomheden, mens Malkning,

Smørkærning og Ostning var Kvindearbejde.

Studehandelen, som jo alle Dage var en Herremands sande

Beskæftigelse, arbejdede sommetider under stærkt svingende

Konjunkturer, hvilket førte til en stigende Interesse for Meje

riet, og med de store Godsers Evne til at samle al den bedste

Jord lykkedes det at skaffe Græsning af den Kvalitet, som giver

det fineste Smør. Saa man fik hurtigt den Sondring mellem

Herregaardssmør og Bondesmør, der har holdt sig helt op til

vore Dage. De store daglige Mælkemængder gav ogsaa forret

ningsmæssig Basis for den bedst mulige Indretning af Mejeriet,

og selv om man ikke var klar over Hygiejnens afgørende Betyd

ning, var der altid mere Renlighed paa en Herregaard end

blandt de jævne Fæstebønder — som jo dengang under Hove

riet, før Stavnsbaandets Ophævelse, nød saa ringe Agtelse

blandt Godtfolk, at de ofte kunde have svært nok ved at agte

sig selv.

Smørret var den egentlige Handelsvare. Paa Herregaardene

blev Mælken straks efter Malkningen siet op i lave Træbøtter,

som stod i Mælkekælderen, hvor Temperaturen var nogenlunde

ens Sommer og Vinter. Paa Herregaardene kunde man samle

Mælk nok til daglig Kærning, mens Smaabønderne maatte