52 / 100
Men Politiken havde sin bestemte Farve i København,
den nationalliberale. Man var glad ved Frederik V II
og Grundloven, og udadtil, udenrigsk var man Brødre
med Sverige og Norge, hadede Tyskerne, stod noget
uforstaaende overfor England og elskede Frankrig. Indad
til Frederik V II og Grundloven, udadtil Kong Frederiks
Ven Carl XV og hans stormægtige „Ven“, Napoleon III.
Hvem der rokkede ved denne Opstilling indadtil eller
udadtil blev ikke godt anskrevet hos Borgerskabet. Og
der midt i Idyllen var der en, som ikke var bange for
at opponere, og det skrækkeligste ved det var, at det var
— en Kvinde. Man var langt fra Kvindeemancipationen.
Man kendte intet udover den spagfærdige Clara Rafael*
Fejde. Politik var kun for Mænd. Udover de Lærerinde
poster og flere Aar senere et usselt Telegrafistindeembede
til Mathilde Fibiger, Clara Raphael, var der ingen Kvin
der i det offentlige Liv. Kvinderne fulgte — ikke blot
nødtvungent, men ogsaa frivilligt — Pauli Bud, at hun
skal „tie i Forsamlingerne“ . Og i al denne Spidsborger
lighed vovede Kammerraadens Datter at tale! At hun
overhovedet blev taalt i det gode Selskab, ja endog var
ret afholdt der, dog naturligvis ikke af alle, det kunde
hun takke sit Navn og sin grundige Dannelse for.
Men alligevel kunde hun ofte bringe Mislyd ind, trods
det at hun som Regel fremsatte sin Mening paa en ret
hensynsfuld Maade. Man vidste, hendes Mening var
langt mere radikal end hendes Tale. Nu i Aften havde
hun den Dristighed at hævde — midt i Nationalitets
idéens Tid — at Nationalfølelse og Fædrelandskærlighed
var forældede Begreber, Fordomme, som var skadelige,
da de førte til Krig og hindrede demokratiske Fremskridt;
skadelige Inbildninger at leve i, Dumheder, som Menne
sket ikke kunde være bekendt i det 19. Aarhundrede.
— 47 —