47 / 100
— 42 —
bestiller du der, min Dreng, spurgte jeg, og han sagde,
at han byggede en Kirke. Det var Ret, min lille Ven,
sagde jeg til ham, men saa maa du ogsaa lave en Præst.
Nej, svarede Drengen, det har jeg ikke Skidt nok til.“
En anden kendt Københavnerpræst var Wilh. Nielsen
til Trinitatis søndre Sogn. For at adskille ham fra J. Niel
sen — Filosofen Rasmus Nielsens Broder — der var
Sognepræst til Trinitatis nordre Sogn, senere til Set. Pauls-
kirke, altsaa paa een Gang to Sognepræster i een Kirke,
— kaldte man dem: W. Nielsen og J. Nielsen, Vores
Nielsen og Jeres Nielsen, Store Nielsen og Lille Nielsen,
Søde-Nielsen og Græde-Nielsen. Og desforuden hed
W. Nielsen „Vorherres Kammerherre“ , et Prædikat, der
dog ogsaa har været tillagt enkelte andre Præster.
Folkevittigheden gik dengang mest ud over Præsterne,
dog var den sjældent ondartet. Prokuratorerne, som var
den gamle Titel for Sagførerne, maatte ganske anderledes
holde for. — To kriminelt tiltalte Personer gik hen til en
Sagfører. Den ene udviklede Sagen paa begges Vegne.
Da Referatet ikke just er helt sandfærdigt, afbryder Til
høreren sin Ven: „Du glemmer hvor Du er! Du er ikke
i Forhør i Retten. Hos sin Sagfører skal man kun sige
Sandheden. Prokuratoren ved meget bedre end vi, hvor
og hvor meget Løgn, der skal lægges til.“