43 / 100
ved hans venstre, Prins Ferdinand som kommanderende
General, Martensen som Sjællands Bisp, Lumbye som
Københavnernes Yndling om Sommeren og Fru Hei-
berg som deres Herskerinde om Vinteren. Men nu har
vi Sommer, og vi gaar i Tivoli.
Kammerraadinde Jensen har inviteret til Kaffe Kl. n
— for det er borgerlig Kaffetid Kl. n , da man skal spise
til Middag Kl. 2 — og der mødes med militær Præci
sion. Selskabet er samlet, Vejret er højsommerligt, Stem
ningen ligesaa, og „hvor herligt smager da den brune
Drik“ . Kammerraadinden har udviklet, hvorledes en Em
bedsmands Liv rinder roligt som en Bæk i den grønne
danske Vang, og denne Idyl tiltaler de tilstedeværende
Mødre i saa høj Grad, at de ønsker, deres Sønner alle
maa blive Embedsmænd i det danske Monarki, Em-
bedsmændenes forjættede Land. For Embedsmanden er
selv Livet kun en ren Ekspeditionssag. Man „træder ind
i det“ , aldrig paa Hovedet, altid paa Benene — skønt
mærkeligt nok Naturens Lov er den omvendte — man
arriverer i rette lovbestemte Tid, hverken for tidligt eller
for sent, faar sin Daabsattest, senere sine Testimonier,
tiltræder sit Embede, avancerer efter Tur og Orden,
ekspederer sine Sager, sætter sine Børn i Verden, hver
Ting til sin Tid, faar omsider sin Afsked paa Grund af
Svagelighed i Naade og med Pension og ikke som nu
med Ingenting eller med Kongens Tak paa graat Papir,
men med en rangforhøj ende Titel, hvorefter Ekspeditionen
endes med de eneste Attester, der er ens for alle, Lægens
Dødsattest og Præstens Jordpaakastelses do. Hvad saa
derefter maatte passere, overlader man til vedkommende
kompetente Embedsmand, det vil sige til Præsten ved det
paagældende Sogn. Og se — der kommer han spadse
rende, Hs. Velærværdighed, thi kun Sognepræster i Køben— 38 —