44 / 100
— 39 —
havn er ligesom de højere Gejstlighedsgrader Højærvær
digheder. Pastor, Dr. phil. Bloch-Suhr, iste residerende
Kapellan ved Helliggejstes hilser paa Selskabet, og man
beder ham tage til Takke med en lille Kop Kaffe, hvil
ket han nødig siger Nej til, naar da Selskabet er i det
rette Niveau, som det er her. Man er ikke trykket af
Præstens Nærværelse, thi det lægger ingen Dæmper paa
tilladelige Nydelser, det er tilmed en Verdenspræst, en
Embedsmand, og det selskabelige er en af hans mange
borgerlige Egenskaber. Han har skrevet en Del æsthe-
tisk Litteratur, nærmest lig engelske Guvemanteromaner.
Han er som sagt Selskabsmand, dog, indenfor de Grænser,
Datidens almindelige Dannelse havde afstukket, kunde
han nok gøre en lille Forskel paa Selskabsdeltagerne.
Ved en Frokost, en Datidens Frokost uden varme Retter,
var Pastoren placeret mellem to Damer, til højre en for
nemmere, til venstre en jævnere. Og Pastoren præsen
terede et Par Assietter med Paalæg.[ Med sit affable
Smil og behagelige Organ til højre: „Ønsker Frøkenen
Spegepø l s e ? “ men med Pligtens Alvor til venstre: „Vil
De ha’e S p a j e sild?“ Det kunde gaa i de Tider, hvor
Uligheden trods Grundloven var meget udpræget, og man
tillagde ham ikke Mangel paa Dannelse, men noterede det
snarere som en Bureaukratisme, der ikke var uforenelig
med gejstlig Værdighed, saavel Højærværdighed som Vel
ærværdighed.
„Tror Doctoren, vi snart faar Afløsere for Søstrene
Carey paa Tivolis Pantomimeteater?“ spurgte en af Da
merne den antagelig alvidende Hovedstadspræst. „Min
kære Frue, der findes ikke dygtigere og dertil mere
dydsirede Danserinder end Søstrene Carey,“ svarede
Smagsdommeren. „Ja, men de er dog ikke mere pur
unge, og de er saa evindelige.“ „Det er ikke nyt og