69 / 100
—
64
—
ikke havde jævnet med Jorden, fordi de havde haft
alvorligere Ting at tænke paa, og saa maaske, fordi det
i sig selv var saa latterligt og nichtswiirdigt, at det
næsten var for megen Ære at gøre det gamle Stads,
om man rørte ved det, endsige rev det ned, det kunde
jo se ud, som var man bange for det gamle Spøgelse.
„Men kære gamle Ven,“ sagde jeg, „hvor kan du dog
tale saadan; ved du ikke, at Familistéren er noget af
det højeste og fineste, vi har, noget, jeg kunde sige
næsten helligt og saa tillige noget uhyre p r a k t i s k —
ja, du ler, men jeg er ikke bange for at gentage p r a k
t i sk, f o l k e l i g t , selvfølgelig ikke saa sublimt som i
Frederik V I ’s Tid, men dog anset, meget anset og
meget fornemt og som sagt tillige folkeligt og saa
ubeskriveligt eftertragtet af alle uden Undtagelse, af So
cialdemokraten og Radikaleren lige saa meget som af
Højremanden og Venstremanden, af Bonden ligesaa meget
som af Godsejeren, af Videnskabsmændene og Skøn-
aandeme ligesaa meget som af Tosserne. Husk paa, vi
lever i en materiel og snusfornuftig Tid, hvor der ingen
Ungdom er, men hvor man fra sit 14de Aar lægger
Planer om, hvorledes man kan komme ind i en lille
betrygget Stilling, i en pensioneret Stilling, og hvor man
lige fra Barnealderen belæres om, at det gælder kun
om at opnaa et L e v e b r ø d og at komme til at hør e
me d t i l S e l s k a b e t , til de ansete Mænds Fagfor
ening.“ Cajus var forarget og irettesatte mig for min
Mangel paa Tro paa Idealets Magt. „Naa,“ sagde jeg,
„lad os ikke trættes om den Ting, lad os spadsere hen
og se Bygningen baade udvendig og indvendig og lad os
kigge lidt paa Beboerne og paa de Lejesøgende.“ Og
Cajus gik med mig og opsatte Besøget paa Raadhuset og
i Ministeriet til senere. „Lejesøgende, siger du,“ sagde