71 / 100
—
66
—
vi og hørte den unge Hustru læse den opslaaede Tavle
om ledige Lejligheder i Familistéren og hørte hende
sige til sin Mand: „Aa, du, om vi kunde faa saadan en
Lejlighed, selv om det kun blev i 6te Etage, en lille
hyggelig Lejlighed paa Solsiden til vor unge Kærlighed,
naar den bliver gammel, til at varme os, naar Idéen ikke
længere kan varme os, naar vi er komne til den Alder,
hvor man sætter Pris paa Bordets Glæder og paa Med
borgeres Agtelse; ak, om vi dog kunde.“
V i gik ind ad Porten. Den stod vid aaben. Det var
ikke saadan i gamle Dage, da var der stænget godt nok.
Men en Portner er her dog endnu, og det er en pæn
gammel Mand, som har været der i mange, mange Aar.
Han har Titel af „Sekretær“ og er DM. Hans Udseende
mindede i høj Grad om gamle Prins Ferdinand, og jeg
fik senere at vide, at han troede paa Sjælevandring, under
hvilken som bekendt et Menneskes Sjæl maa begynde
forfra, helt nede i et af de ringeste Dyr for saa uendeligt
langsomt at arbejde sig op gennem hele Skabningens
Række. Han fortalte os da ogsaa straks, at han i et
andet Liv havde været Prins blandt de Arkadier, men
at han nu var reduceret til IX Nr. 13 „andre Sekretærer“
og langsomt maa arbejde sig op igen.
Sekretæren var en meget meddelsom og meget bered
villig gammel Mand, og han vilde med Fornøjelse vise
os Familistéren. Her er 9 Etager, forklarede han, og
en Masse Numre i hver, her skal jo være Plads for en
stor Del af Nationen, baade de allerhøjeste og — de
andre, baade de virkelig fortjente Mænd og — de al
mindelige Snobber. Vi spurgte, om der var noget ledigt. —
„Ja, her var jo altid noget ledigt,“ var Svaret, „i en saa
stor Anstalt, det er klart.“ „Ja, men det er da ikke for
Nutidsmennesker,“ sagde Cajus haanligt. „Jo, jo,“ sagde