118 / 640
102
August Nielsen
skulde Studenterne møde og bære Liget ned til Vognen.
Dermed var deres Arbejde ude. Magistraten vilde sørge
for en Ordning, hvorefter Liget blev taget af Ligvognen
og nedsat i Graven af Kirkegaardens Folk, hvilken sid
ste Forretning man forøvrigt maatte eragte »at være
Studenterne uanstændigt«. Regeringen tiltraadte dette
Forslag og fastslog det som Lov ved Reskript af 2. Marts
1759.
Paa den Maade kom man over Vanskelighederne med
Ligbæringen, men den anden Ulempe, nem lig Jordbun
dens uheldige Egenskaber, har man maattet kæmpe med
lige til den nyeste Tid.
Hvad det her drejer sig om, faar man et klart Billede
af i en Indberetning, som Stadslægen afgav den 19. Marts
1874. Han skriver bl. a.: »Naar undtages et lille Stykke
af Kirkegaarden, hvor der findes Muldjord i flere Fods
Dybde, er Forholdet det, at Muld jord paa hele Kirke
gaardens Terræn kun findes i et Lag af ringe Dybde, i
Reglen fra 1 til U
/2
Fod. Under Mulden findes et Lerlag
af betydelig Udstrækning og Dybde, som paa sine Steder
gaar 8 til 10 Fod ned, og under dette er igen et Rulle
stens Sandlag. En tilstrækkelig Afsivning eller Afgrøft-
ning af hele Terrænet kan kun tilvejebringes med meget
betydelig Bekostning, og som Forholdet nu er, er hele
Terrænet i højeste Grad fugtigt, saa at Kisterne maa si
ges at staa i Vand, og det ved Gravning af Gravene i de
regnfulde Maaneder er nødvendigt at opøse i Regelen fra
30 til 40 Spande Vand af hver ny Grav. Det vil let skøn
nes, at dette Jordsmon i overordentlig ringe Grad egner
sig til Anvendelse som Kirkegaardsjord. Hertil kommer
endnu, at det ved de Undersøgelser, som i 1861 ere fore
tagne af Stadsingeniøren, er blevet godtgjort, at Vand-
trækket fra Assistentskirkegaarden fornemm elig gaar i
sydlig og sydøstlig Retning, og det tør saaledes maaske
befrygtes, at Kirkegaardsvand, som indeholder in fi