132 / 640
1 1 6
August Nielsen
I 1821 anmeldte Trinitatis Kirke sit Ønske om at faa
mere Jord og anmodede om, at et Stykke af Fattigkirke-
gaarden maatte blive den anvist. Nu skulde man synes,
at der havde været Grund for Magistraten, der i 1814 paa
ny var blevet raadig over sine faste Ejendomme, at erin
dre sig de smukke Argumenter, den i 1806 over for
E rstatningsfondskomm issionen havde anført for, at
Jorden uden Betaling burde afgives til Kirkerne. »Det
var jo Stadens Jord, og Staden, som vilde bruge sin
Jord«, saadan hed det sig jo. Men nej, ligesom man i 1806
havde glemt, at Kirkerne havde betalt den første Kirke-
gaard med de Ejendomme, de havde maattet aflevere,
og St. Petri Kirke endda kontant havde maattet veder
lægge Fritagelsen for at aflevere Kirkegaarden i Larslej-
stræde, saaledes var nu Argumenterne fra 1806 ganske
gaaet i Glemmebogen, og ikke nok med det, den Betaling
af 4 Sk., som den havde presset Betalingen ned til, fandt
man nu, var meget for lille. Altsaa krævede man, at
Trinitatis Kirke maatte ud med 24 Sk. pr. Kvadratalen,
hvis den ønskede mere Jord, ud fra det Ræsonnement,
at naar St. Petri kunde faa den Betaling af Helliggejst,
maatte det være, fordi det var en rimelig Pris.
Trinitatis Kirke kendte im idlertid Vejen fra tidligere
Dage og drog straks Forhandlingerne ind for Kancelliet.
I sin Erklæring af 28. Febr. 1821 fastholdt Magistra
ten sit Krav af den anførte Grund og tilføjede, at det
var Trinitatis Kirke, som selv var Skyld i, at den nu
maatte betale mere end før, idet den straks, d. v. s. i
1806, kunde have forlangt saa meget Jord, som den be
høvede, og selv om den da kun havde betalt 4 Sk. for
en Alen, vilde den være kommet til at bidrage mere til
Murens og Kirkegaardens Anlæg, saa de to Ting kunde
vist gaa lige op.
Kirken gjorde herimod gældende, at en Del af dens
Areal var berøvet den ved Opførelsen af Graverboligen