205 / 640
De københavnske Hørkræmmere og Islandsk Kompagni 189
get med det dobbelte eller mere i forhold til priserne om
kring 1600, hvilket var en følge af pengenes synkende vær
di i Evropa, mens den islandske vare, bortset fra de af
landets produkter, som først i 17. eller 18. aarhundrede blev
eksportartikler, overhovedet ikke var steget i prisen, men
tværtimod for de fleste varesorters, særlig landbrugsvarer
nes, vedkommende, betydelig faldet. Under den slags pris-
bevægelser er det forstaaeligt, at den islandske befolkning
foretrak selv at spise landets egne produkter, fremfor at ud
veksle dem imod udenlandsk madvare, hvilket til dels faldt
sammen med købmændenes interesser, da de ved takstan
ordningerne fastsatte priser paa kornvare i Island gerne laa
under de priser, som var almindelige i Danmark. Den korn
vare, som i aarene 1733—42 blev importeret til Island, var
ganske overvejende rugmel, ogsaa stadig noget skibsbrød
og skonrog samt ret ubetydelige kvanta gryn, ærter og bog
hvede. I regnskaberne findes endvidere taffelkager, som
anføres stykkevis, og maaske hovedsagelig var bestemt for
købmændene selv til at traktere deres gode kunder med.
Dette er i hovedsagen de samme sorter kornvare, som var
blevet importeret til Island siden monopolhandelens ind
førelse, og vistnok ogsaa før den tid, og forholdet imellem
varesorterne havde længe været omtrent det samme.
Islandsk kompagnis oktroj skulde udløbe til 1. jan. 1743,
og allerede i januar 1742 havde regeringen besluttet at for
doble forpagtningsafgiften, hvilket blev bekendtgjort ved
en kgl. resolution af d. 30. i nævnte maaned.1) Der blev til
budt kompagniet forlængelse af oktrojen paa 10 aar, hvis
det vilde betale 16000 rdr. cr. som aarlig forpagtningsafgift,
samt gaa med til at forandre nogle poster i oktrojen; men
det erklærede sig ude af stand til at forpagte handelen til
saa høj én afgift, og kunde højst gaa ind paa at svare 10000
rdr. cr. aarlig, særlig i betragtning af »de kostbare korn-
1) Lovsam ling for Island II, 382—84.