De københavnske Hørkræmmere og Islandsk Kompagni
\
85
tes, allerede af den grund, at dette var det eneste lav, som
drev slig handel, hvorved pengene konserveredes i riget, da
det udvekslede indenlandske produkter imod udenlandsk
vare, mens den slagne mønt blev i landet. Det havde aldrig
været tilladt de islandske interessenter at sælge deres vare i
smaa partier, medmindre de var hørkræmmere. Forordnin
gen af 1681 gav ikke de islandske købmænd nogen ret til
udsalg fra aabne boder, hvortil de heller ikke var berettiget
efter hørkræmmernes lavsartikler, som var saaledes at for-
staa, at det ikke skulde være grossererne eller de islandske
købmænd forment at sælge deres vare i saadanne store par
tier, som forordningen af 16. april 1681 tillod. Det kunde
ikke spille nogen videre rolle for Islandsk kompagni, om
det solgte sin vare til hørkræmmerne eller direkte til publi
kum, thi pengene kom under alle omstændigheder i kom
pagniets kasse, men paa den anden side skulde hørkræm
merne have deres bedste fordel ved den islandske vare, thi
den var »en courant kram, og som alle uomgængelig maa
købe af.« De islandske interessenter var, mente hørkræm
merlavet, beneficeret med en saadan herlig og profitabel kgl.
oktroj, hvis lige udi Danmark ej havde været, og de havde
derfor ingen billig aarsag at ville tilvende sig den liden han
del og husnæring, hørkrænnnerlavet maatte have til livets
ophold for dem og deres familier. Hvis kompagniet skulde
frasige sig handelen og forpagtningen, saa erklærede hør
kræmmerne sig villige til at overtage den islandske handel,
sammen med andre interessenter, dog paa sannne oktroj og
konditioner, hvorpaa daværende Islandsk kompagni for
pagtede handelen.
Sagen blev afgjort ved kgl. resolution, som maa være
faldet efter d. 22. august 1735, thi af den dato er det sidste
mig bekendte indlæg i sagen (fra Islandsk kompagni). Re
solutionen kendes ikke mere, men det staar i hørkræmmer-
lavets forhandlingsprotokol, at den »udfaldt til hørkræm
merlavets største skade«, d. v. s., at Islandsk kompagni har