196 / 640
180
Björn K. borolfsson
strides med Islandsk kompagni, hvad det københavnske
hørkræmmerlav fik at prøve.
Efter hvad hørkræmmerne selv siger, har islandsk fisk
været deres vigtigste handelsartikel!, og de haabede, at den
forandring, som i 1733 skete med handelen paa Island, vil
de komme dem til gode, paa den maade, at de vilde kunne
gøre bedre køb hos kompagniet, end de havde kunnet hos
de enkelte købmænd. Hermed gik det ikke ganske, som
hørkræmmerne havde ventet. Da skibene kom hjem fra
Island i efteraaret 1733, begyndte kompagniet fra sine pak
huse at sælge den islandske vare i smaa partier, d. v. s.,
i lispund og tøndetal, halve lispund og halve tønder. Hør
kræmmerlavet rejste sig til protest, og hævdede, at Islandsk
kompagni, som et oktrojeret kompagni eller societet, ude
lukkende maatte sælge i store partier, men ikke burde gøre
fattige smaaborgere indpas i deres næringsvej ved ogsaa
at sælge i smaa partier; og til saadant udsalg af islandsk
fiskevare m. m. mente hørkræmmerne sig eneberettigede.
Hørkræmmerlavet tog den beslutning at ansøge kongen
om kommissarier, som kunde, kende og dømme imellem
det og Islandsk kompagni. »Havde vi gaaet ordentlig til
værks«, staar der i hørkræmmerlavets protokol, »skulde
vi have indstævnet de herrer til politi- og kommercekol-
legio, men formedelst en del af de herrer direktører og is
landske interessentere selv præsenterede kommercekollegio,
altsaa maatte vi resolvere til konunissarier.« — Blandt
de islandske købmænd, som sad i Københavns politi- og
kommercekollegium, var Niels Henrichsen og Burmester.
Den første var ganske vist hørkræmmer, men i denne strid
holdt alle Islandsk kompagnis interessenter sammen over
for hørkræmmerlavet, uanset om de tillige stod i dette.
Islandsk kompagni skrev imod hørkræmmerlavet, og
dettes ansøgning om konunissarier blev ikke bevilget, men
det blev paalagt Københavns magistrat ved kgl. reskript af
15. febr. 1734 at forsøge mægling mellem parterne, paa det