Previous Page  199 / 640 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 199 / 640 Next Page
Page Background

De københavnske Hørkræmmere og Islandsk Kompagni 183

handels vigtighed i forskellige henseender. Ved den tilfør­

tes kongens langt borte liggende undersaatter paa Island

deres livsnødvendigheder, hvorfor de igen emplojerede de­

res lands produkter, som for det meste bestod i uomgæn­

gelig nødvendige fødemidler til billig pris, hvorved flaaden

og sømagten, samt befolkningen i København og flere ste­

der havde et godt spisekammer, og den var tillige en nød­

vendig aftager af rug til mel og brød, samt andre kornvarer

til brændevin. Ved den holdtes mange af landets skibe i

farten, hvilket var af stor betydning, ikke alene for søfol­

kene, men ogsaa for haandværkerne, som smede, rebsla­

gere, sejlmagere og bødkere m. v., samt en mængde andre

folk, som de paa havnene farende købmænd, underkøb­

mænd, arbejdskarle og drenge. De islandske varer, især

platfisk og ulden gods, debiteredes for størstedelen uden­

rigs, og indhentede penge i landet. Ifølge kompagniets ok-

troj skulde skibene tidlig paa foraaret udredes fra Køben­

havn til Island, af hvilken grund det var nødvendigt, at

kompagniet havde lov til at sælge en del af de islandske

varer saa hurtigt og godt, som det bedst kunde, for at

skaffe penge til kompagniets fond, hvoraf det havde at ud­

rede saa store summer som afgift og landskyld til den kgl.

kasse, fragter og hyre til søfolkene, som alt maatte erlæg­

ges uden henstand, ligesom betaling for kornvare m. m. til

ny udredning. Den islandske vare, særlig klipfisk iaf alle

slags, kunde ikke taale at henligge usolgt længer end højst

et aar, medmindre den skulde blive bedærvelse underka­

stet. Hvis nu hørkræmmerlavet skulde blive eneberettiget til

udsalg af islandsk klipfisk, som i gode fiskeaaringer kunde

blive 800— 1000 Pd., og dette ikke vilde aftage kompag­

niet mere end f. eks. halvdelen af dets klipfisk, saa kunde

de islandske købmænd ikke vide, hvad de skulde købe eller

sælge, og følgelig vilde de ikke kunne aftage Islands ind­

byggere al deres vare; betalingen herfor var de eneste

penge, landets indbyggere havde til1at købe danske varer,