200 / 640
184
Björn K. borolfsson
som var dem nødvendige til livets ophold. Det vilde skade
Københavns befolkning og andre kongens undersaatter,
mente de islandske købmænd, hvis det ikke skulde være
folk i almindelighed tilladt at købe islandsk vare hos kom
pagniet, som man før havde kunnet hos de separate inter
essenter, idet kompagniet solgte den islandske vare til saa
billige priser. Hvad angik forordningen af 16. april 1681,
saa intenderede dens § 2 særlig handel1med fremmed vare,
og saa havde tiderne været anderledes den gang. I efter-
nævnte forordning gøres der, siger kompagniet, forskel
paa islandske købmænd og andre oktrojerede kompagnier
eller groshandlere, saa at Islandsk kompagni har en ube
stridelig ret til at sælge sine varer, ikke blot i store, men og-
saa i smaa partier, hvilket heller aldrig før var blevet de
islandske købmænd forment, og hvortil de endog efter hør
kræmmernes lavsartikler var berettigede. Forordningen
tillod grossererne at holde aabne boder, hvilken ret Is
landsk kompagni maatte have, saavel som andre groshand
lere. Med monopolhandelen paa Island fulgte saa mange
pligter baade overfor kongen og den islandske befolkning,
at den handel slet ikke kunde sidestilles med dansk uden
rigshandel, som kunde drives udelukkende med de hand
lendes fortjeneste for øje, og følgelig maatte islandske køb
mænd have større frihed, med hensyn til udsalg af deres
varer, end andre groshandlere. I modsat fald vilde den is
landske handel blive ruineret, til største skade, saavel for
den islandske befolkning som for København.
Hørkræmmerlavet hævdede, at Islandsk kompagnis ud
salg af dets grove vare, kød, fisk og tran, i smaa partier,
stred imod forordningen af 16. april 1681, saavel som hør
kræmmernes lavsartikler og endog kompagniets egen oktroj,
og hvis det skulde blive kompagniet tilladt at fortsætte her
med, saa maatte lavet nedlægge sin handel med islandsk
vare, som var dets vigtigste handelsartikel, »og derefter gan
ske undergaa«, men hørkræmmerlavet fortjente at beskyt