37 / 640
H. N. Clausens Syn paa Forh. ml. Kunst og Kristendom
21
kræve Udløsning og ogsaa fandt en saadan i hans prak
tiske Arbejde for Kunstens Udbredelse, eller om det var
dybere begrundet. Hvorledes forligede han dette prin
cipielt set med sin Universitetslærergerning som teo lo
gisk Professor? Det drejer sig her om et principielt
Spørgsmaal: Hvorledes var hans, den evangelisk-luther-
ske, systematiske Teologs
Syn paa Forholdet mellem
Kunst og Kristendom?
Spørgsmaalet lader sig bedst be
svare, naar vi undersøger hans Opfattelse af Kristendom
men i Forhold dels til kirkelig, dels til verdslig Kunst.
Til Besvarelse af Spørgsmaalet har Clausen ikke givet
nogen sam let Fremstilling, men derimod i Aarenes Løb
talrige Bidrag, der findes omspredt i hans Forfatterskab.
De i det følgende i Teksten parentetisk anførte Aarstal
angiver Tidspunktet for de forskellige Udtalelser, hvis
Kildesteder findes anført i Noterne.
Efter H. N. Clausen viser Religionshistorien, at der
altid og overalt har været og er en nær og inderlig For
bindelse mellem
Religion og Kunst.
Kunsten træder i Re
ligionens Tjeneste som hellig Kunst, den religiøse Idé
ytrer sig som kunstnerisk skabende Princip. Religionen
sætter sig saaledes Mindesmærker om sin dannende
Magt, om sin kunstneriske Inspirations- og Skaberevne.
Som Religionen præger Kunsten, afspejler denne Reli
gionens Aand og Karakter (1844).19) Hvad der, gælder de
hedenske Religioner, gælder ogsaa og i højere Grad
Kristendommen.
Sand Kristendom forholder sig ikke
asketisk eller negativt til Kunsten. Det er i Strid med
dens Væsen og Vane »at adskille, hvad Gud og Naturen
forener, at sønderskjære Baandet imellem Aand og Le
gem«. Tværtimod adler og indvier den det sanselige ved
at præge det som Skaberens hellige Værk. Kunst og Kri
19)
H. N. Clausen: Udvikling af de christelige Hovedlærdomme.
Kbh. 1844, 471— 72.