39 / 640
H. N. Clausens Syn paa Forh. ml. Kunst og Kristendom
2 3
Hvad ovenfor er udviklet, gælder ligesaavel
katolsk
som
protestantisk
Kristendom; i begge Konfessioner er et
positivt Forhold til Kunsten principielt naturligt og nød
vendigt. Hvorledes skulde det være noget væsentlig ka
rakteristisk for
den evangelisk-protestantiske Kultus
at
forsmaa det æstetiske, digteriske og kunstneriske E le
ment? Hvorfor skulde Kirken som protestantisk forka
ste Brugen af Kunsten i dens forskellige Former, altsaa
»af de Midler, hvorved Aanden stærkt og klart taler til
Aanden?«. Hvorfor skulde Kirken som evangelisk stille
Sandheden i Modsætning til Skønheden? I Betragtning
a f saavel Evangeliets alt omfattende Sigte paa Menne
sket som af dets talrige Tilknytningspunkter for Kun
sten maa man tværtimod spørge, om Evangeliet ikke
snarere »lyser Fred over alle de Tegn og Skikkelser, i
hvilke Sandheden træder synlig og indtagende frem for
Mennesket?« (1836).26) Principielt set burde
Reformatio
nen
selvfølgelig ogsaa have ført til en Genfødelse af den
k irkelige Kunst (1844).*7) Men H istorien artede sig nu
ganske anderledes. De saakaldte »Billedstorme« er vel
forklarlige og paa sine Steder endog undskyldelige, men
medførte dog uerstattelige Tab; i den Henseende er det
i højeste Grad beklageligt, at Reformationen i den
nyere Tids Historie betegner »Ødelæggelsens Tidspunkt
for Konstens Mindesmærker« (1836).28) Det er historisk
set forstaaeligt, at den protestantiske Gudstjeneste paa
Grund af de religiøse Forhold kom til at lægge overdre
ven Vægt paa det belærende Moment og saaledes énsidigt
tilfredsstille Tankens og ikke hele det m enneskelige Væ
sens aandelige Fornødenheder. Prædikenen fortrængte
alle de andre Kultusformer som Symbolik, hellig Tone-
og Billedkunst; ogsaa andre, økonom iske, Faktorer sp il
26) s. F.: Populaire Foredrag over Reformationen. Kbh. 1836, 172.
27) Udvikling 476.
28) Populaire Foredrag 25—26.