30 / 315
Hensyn til den Betydning, som Belysning fra Centralstationer kan faa for
Byens Borgere, ligesom ogsaa af Hensyn til andre Interesser, sikrer sig imod
Misbrug eller utilbørlig Avance af private Selskaber ved lignende Betingel
ser, som Berlins Kommune har opstillet.«
løvrigt henviser Howitz til Ingeniør
Irm inger
— den senere kendte Over
ingeniør — som har gjort Studier paa Rejser i Udlandet, men som Howitz ikke
saa godt selv kan spørge, da han »ikke har kunnet skaffe ham Dækning for de
Udgifter, han har haft ved private Studierejser til Udlandet«.
Irminger blev vistnok ikke spurgt, og Arkitekten, hvis omfattende Projekt
sikkert med nogen Ret har maattet betragtes med en vis Skepsis, har sandsyn
ligvis faaet Afslag paa sin Ansøgning.
Inden Aaret 1884 var gaaet til Ende, meldte der sig imidlertid endnu en
Ansøger, og dermed sættes der for Alvor Gang i Sagens Behandling. Den nye
Ansøger var et Interessentskab bestaaende af saa fremtrædende Personer som
bl. a.
Isac Glilckstadt,
Direktør
L . J . Grøn,
Grosserer
E . le Maire
og Etatsraad
Burmeister.
Deres Plan gik ud paa at forsyne den indre By med elektrisk Lys.
Ogsaa denne Gang gik Ansøgningen straks til Udtalelse hos Kommunens tek
niske Chefer, men samtidig fik Stadsingeniøren til Opgave at udfærdige et
Forslag til Betingelser for en eventuel Tilladelse. Stadsingeniøren overlod imid
lertid Udarbejdelsen til Howitz, og herved bliver den senere Elektricitetsværks
bestyrer
Windfeld-Hansen
for første Gang indført i Sagen. Sammen med
Windfeld-Hansen udarbejder Howitz paa Basis af den tidligere omtalte tyske
Koncession nemlig ikke blot Forslag til Koncessions-Betingelser, men ogsaa til
Bestemmelser vedrørende Beskyttelse mod Brandfare ved elektriske Anlæg og
til Elektricitetstariffer. Og disse sidste Bestemmelser lod han Windfeld-Hansen
udarbejde. Forøvrigt foreslog Howitz, at man inden Forhandlingerne med
Interessentskabet skulde sende Windfeld-Hansen til Berlin nogle Dage for at
gøre Studier. Der bevilges da ogsaa 800 K r. til dette Formaal, og først i August
1885, da Windfeld-Hansen er vendt tilbage og paa Basis af sine Undersøgelser
i Berlin har foreslaaet visse Ændringer i Howitz’ Forslag til Koncessionsbestem
melserne, oversendes de endelige Betingelser til Interessentskabet. Efter et Par
Maaneders Betænkningstid meddeler Etatsraad Burmeister imidlertid, at man
desværre ikke kan acceptere Betingelserne. Man finder dem aabenbart lidt vel
strenge, men henviser iøvrigt til, at de økonomiske Forhold nu er ugunstigere,
end de var i December 1884, da man indsendte Ansøgningen.
Atter var Sagen løbet ud i Sandet, men der skulde dog ikke gaa mange
Maaneder, før Magistraten paany maatte beskæftige sig med Spørgsmaalet om
Byens Forsyning med elektrisk Lys. I Løbet af 1886 indkom der nemlig endnu
en hel Række Ansøgninger om Tilladelse til at nedlægge elektriske Ledninger
i Byens Gader. Saaledes vilde en Kreds af Beboere paa Østergade i Fællesskab
Ogsaa Plan Nr. 2
løber ud i
Sandet.
25