FraMitStudenterOgTeaterLiv

196

igennem Tilhørerne, som efterfulgtes af en vældig

Bifaldsstorm. I sine Fædreroller i Lystspillet ydede

han den fineste Kunst, og jeg har hørt Fru Nielsen

sige, at det at spille Datter sammen med Ryge som

Fader var for hende en stor kunstnerisk Nydelse.

Han holdt sine Holbergske Jeronimusser i en jævn

Husfadertone, men vidste forøvrigt at variere dem

stærkt: i

Maskeraden

var han den strenge, velfor

nemme rige Borger, i

Jean de France

den varm

blodige, opfarende gamle Mand, i

Abracadabra

den

ængstelige og lettroende og i

Julestuen

trippede han

enfoldigt om. Hans mesterlige Per Degn i

Erasmus

Monianus,

hvor han virkede med mageløs naturtro

Ro og sjælden Komik, var en komplet Degneskik

kelse saavel i Ydre som i Tale; hans runde gemyt

lige Saft i

Sovedrikken

var og blev enestaaende

og uovertruffen, og i sine groteske Jødefigurer lagde

han et stort Herredømme over sin Talestemme for

Dagen og forstod, hvor Situationen fordrede det, at

gøre Overgangen i Stemmen saa kraftfuld, at han

frembragte den største komiske Virkning. Der boede

i ham en voldsom Herskernatur, der baade kunde

være af det Onde og af det Gode og tidt gav sig

ubehagelige Udslag for dem, der stod i underordnet

Forhold til ham.

Skønt Lindgreen i sine sidste Aar kun spillede i

Ny og Næ, mindes jeg dog at have set ham i hans

Mesterrolle Jeppe paa Bjerget. Phister har ogsaa

fortalt mig om hans Spil, han fremhævede altid hans

livfulde, naturlige Fremstilling af Bønder, gamle som