207 / 320
197
unge. Dumhed, Fiffighed, Godmodighed og elskvær
dig Uerfarenhed var de Karakterstrenge, paa hvilke
han med sit rige Lune spillede.
Christen Foersom, som jeg fra mit Hjem per
sonlig godt kendte, saa jeg i flere af hans Glans
roller. Hans Rollefag var ganske vist begrænset,
men han var en stor Mester paa sit Omraade.
Spidsborgerne i Heibergs, Hertz’s og Hostrups na
tionale Stykker udførte han med en slaaende Sand
hed og Troværdighed, som gjorde Figurerne klas
siske. Hans Ledermann i
Recensenten og Dyret
, hans
Skaarup i
Sparekassen,
hans Tommerup i
Debatten
i Politivennen
var grebne ud af det københavnske
Folkeliv og hørte til noget af det Bedste, som vor
danske Skueplads har fremvist.
Foersom havde i sit store Ansigt et bevægeligt
Minespil, og det var modtageligt for de mest forskel
lige Udtryk, som yderligere forstærkedes ved hans
mesterlige Maskering. Stemmen havde i Tale og
Sang en decideret Basklang, ved Siden heraf besad
den en saadan Smidighed, at den en hel Aften kunde
lægges op i et højere Leje uden at tabe sin Egalitet
og Nuanceringsevne. Hans Diktion var klar og tyde
lig med et lille Stænk af fynsk Dialekt. Han var
en Mester i at fortælle Historier, ofte ekstravagante
Løgnehistorier, som han med sin levende Fantasi
kunde opfinde paa staaende Fod og derpaa afleverede
med det tørreste Lune og den usvigeligste Troværdig
hed. En af hans Tilhørere søgte engang at gribe ham
ved efter Slutningen af en af hans Fortællinger at